Indlæser...

'Stop Volden' - det nytter

16:30, 15. mar 2009 | Poul Madsen, chefredaktør

Annonce

Annonce

Annonce

JEG FÅR ofte spørgsmålet 'hvad skulle det nytte at deltage i en demonstration eller støttekoncert?' Og jeg kan godt forstå tvivlen. Selvfølgelig stopper skyderierne eller den meningsløse vold ikke, blot fordi du deltager i 'Stop Volden'-koncerten på torsdag eller holder et minuts stilhed for ofrene.

Men jeg tror alligevel, det nytter. Du får vist dig selv, at du gør noget.

ALLE KRÆFTER skal sættes ind på at stoppe voldsforbryderne og de skydegale gangstere. Det kan ikke være rigtigt, at vi som helt almindelige borgere ikke kan føle os trygge. Vi vil have gaderne tilbage.

Det er naturligvis politiets opgave at anholde voldsmændene og få de skydegale dømt, og regeringens seneste bandepakke har givet politiet ressourcer og flere beføjelser. Skyderierne er tilsyneladende stoppet –eller er de? Måske samler banderne bare kræfter til et nyt opgør, og bandepakken stopper ikke definitivt den meningsløse vold.

SIDSTE ÅR blev avisbuddet Deniz brutalt myrdet på Amager. Det fik tusindvis af københavnere på gaden med fakler for at vise deres sympati og medfølelse. 'Stop Volden' hed græsrodsinitiativet, der blev startet af tre helt almindelige danskere –Helen, Martin og Nikolaj. De er ikke i familie med Deniz. De kendte ham ikke. De tilhører ikke et politisk parti. De havde bare fået nok. På torsdag arrangerer de 'Stop Volden'-koncerten på Rådhuspladsen. Den støtter vi på Ekstra Bladet blandt andet ved de kommende dage at fortælle voldsofrenes historie.

JEG HAR selv to teenagere. De bevæger sig heftigt rundt i nattelivet, hvor knytnæver og knive sidder løst. Hver weekend lurer frygten inde bagved. Bliver mine to skønne unger de næste?

Jeg tror, alle forældre kan genkende angsten. Og det er derfor, jeg deltager i 'Stop Volden'-koncerten på torsdag og vil holde et minuts stilhed for voldens ofre. Jeg vil føle, at jeg gør noget, og vise, at 'nu er det nok'. Jeg tror, det nytter – i hvert fald for mig. Og det er jo en begyndelse.

Annonce


Annonce