Bad om brækspand da Weymann var i TV

LÆS LIGE DET HER nedenfor stille og roligt, og forestil jer, at I er en familie, en far og en mor, der har fået ødelagt jeres liv for altid. Bl.a. på grund af den mand, der i de sidste dage i denne uge udtalte sig som nedenfor i alle medier for at sone sin dårlige samvittighed.

Han har fået en kæreste, der tilskyndede ham til det.

Han er en fri mand med et nyt liv og er stjerne i medierne. Men hvordan tror han, det er for den unge politibetjents familie, der mistede det dyrebareste de havde, da Blekingegadebanden tilsidesatte alle menneskelige, moralske og anstændige følelser for noget, de troede på.

Noget politik.

JEG BAD OM EN BRÆKSPAND, da jeg så Weymann på alle kanaler få lov til at sidde og forsvare sig, fordi han mente, at han ville afværge, at de ulykker, han selv var skyld i, skete igen.

Hvad skete igen?

De slog et menneske ihjel, men vil ikke sige, hvem der gjorde det.

Hvad er det for nogle hyklere?

Sikke en helt vi så i denne uge – adh for pokker!

Sig dog, hvad der skete, hvis du vil have vores forståelse, Weymann! Hvis du vil have en ødelagt fars og mors tilgivelse for, at du var med til at ødelægge deres liv.

SELVFØLGELIG VED I alle i den forpulede, beskidte, rædselsfulde Blekingegadebande, hvem der skød den unge politibetjent, der blot gjorde sin pligt. En beskeden mand med en beskeden løn og et ungt liv, han først lige var begyndt at leve.

Han var en af de folk, I kæmpede for.

Bare ikke i Danmark. Vel?

Det var ikke eksotisk nok, at der også var mindre bemidlede, hårdt arbejdende folk i Danmark, der kæmpede for vores sikkerhed.

Jeg giver ikke en døjt for dig, Weymann!

Der er ingen tilgivelse eller forståelse for det, I gjorde!

Gå ud og sig sandheden om det politimord: 'Det var ham, der skød politimanden!'

Eller: 'Det var min bror!'

Ligegyldigt hvad så sig, hvem der ødelagde en elsket families liv, fordi I skulle spille Karl Smarter.TAG JERES STRAF for manddrab! Hvem af jer det end var!

Hvis I vil sone, så gør det ordentligt!

I krævede så meget af andre, men intet af jer selv, når det virkelig kom til stykket.

Gå frem og sig, hvem der skød med koldt blod!

Lad de arme forældre få den ro, det vil give dem at få afsluttet sagen. De har lidt. De har savnet. Deres liv bliver aldrig normalt.

Sig UNDSKYLD!

Før er intet sonet, og før har du ikke fortjent at få den fred, du søger.

OG FØR TROR VI IKKE, at du for alvor mener det, du sagde:

'Jeg var med til at planlægge røverierne ned i detaljer. Jeg er ikke stolt over, at jeg først er nået hertil nu, men det har været en lang proces.'

'Jeg vidste, der ville ske et røveri, jeg kunne have forhindret det.'

'Jeg har et klart medansvar, og moralsk har jeg et medansvar for politibetjentens død.'

'Jeg har aldrig spurgt, hvem der skød.'

'Jeg fortæller den fulde sandhed om egne handlinger. Kan ikke overskue andet.'

Der sad han for første gang og viste sit ansigt og sagde sin mening om sin egne handlinger og motiver, og han fik da modspørgsmål, men – efter min hårde mening og måde at være journalist på – slet ikke modstand nok.