Lav moral - et plus for spindoktorer

Jeg græmmes og ville ønske og håbe, at disse mennesker selv ville sætte nogle grænser for, hvad de vil være med til i anstændighedens navn, skriver Karen Thisted

20:08 - 18. apr. 2009 | Karen Thisted

JEG KAN GODT FORSTÅ, at ministrene er glade for opfindelsen af spindoktorer, og at det nu efterhånden er blevet et helt almindeligt job i et ministerium på lige fod med at ansætte f.eks. en ministersekretær.

Det er såmænd ikke så mange år siden, at det var meget usædvanligt og lidt flovt, at man ikke kunne klare ærterne selv, men den tid er forbi.

Lige med undtagelse af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Hun kan og vil selv og den arme mand, der var ansat, da hun blev minister, er flygtet over hals og hoved.

MEN ELLERS UDGØR disse medierådgivere og spindoktorer en ny faggruppe, der snart er stor nok til at danne deres egen fagforening. Og det kunne de godt have brug for. En fagforening, der vejledte dem i, hvad journalistuddannelsens fornemste grundprincipper er.

Og det gælder ikke kun de ministerielle spindoktorer, men også alle dem ude i erhvervslivet.

JEG KAN IKKE FORSTÅ, hvordan det er gået til, at det åbenbart gælder om at ansætte folk, der er parate til at smide al moral over bord og alle de gode, gammeldags regler for faget journalistik, når de sætter sig i de – for mange meget eftertragtede –spindoktorstole.

Det er blevet et hit at løbe i r… på en minister, og jeg har i den sidste tid arbejdet i nærheden af flere af dem i forbindelse med Anders Fogh Rasmussens udnævnelse til Natos generalsekretær.

JEG SER DEM SOM tjenere for ministeren, for selv om de rådgiver i, hvordan man bedst skjuler dårligheder for pressen, planter positive historier om deres chef, skriver taler og læserbreve til aviserne, så skal de altså også være villige til at holde deres kolleger væk i pressede situationer rent fysisk med skub og den slags.

Og mens vi andre sidder og udspørger, står de og holder øje med uret, så de kan give øjenbesked til ministeren om, at nu skal han slutte, for privatflyet venter.

Ja, det er bare lige lidt af de praktiske gøremål, man kan se, de styrter rundt og foretager sig.

Lønnen er høj. Der er prestige i at være tæt på magthaverne, og det er et godt springbræt til andre gode job, og så gør det ikke noget, at man også er nødt til at være praktisk tjenstvillig .

Jeg ved ikke, om det er derfor, at det faktisk går godt for kvinderne i den branche.

Her er et af de få steder, hvor der er rimelig ligestilling.

Men det skal altså også være folk, der er parate til at gå langt, og som ikke er blege for at bruge ufine metoder for at nå deres mål.

JEG BLEV CHOKERET på mit fags vegne, og forarget over ministrenes brug af unge presserådgivere, da jeg i Politiken læste et portræt af Lars Løkke Rasmussens tro følgesvend gennem de sidste år i Finansministeriet, den 34-årige Søs Marie Serup, som formentlig også rykker med ind i Statsministeriet.

Jobbet skal slås op, men jeg vil ikke råde nogen til at søge det. Lars Løkke kan efter sigende ikke undvære Søs.

HUN HAR FLERE gange reddet hans politiske liv med sin egen moral som indsats. Som da hun – ifølge Politiken – få timer før deadline opsøgte en journalist fra Jyllands-Posten med truslen om, at hans historie om en Løkke Rasmussen-udtalelse, ville blive dementeret af Statsministeriet, hvis han skrev den.

Og han havde den på bånd, men det var Søs ligeglad med.

HUN FIK DROPPET en journalists sande historie. Er det noget at være stolt af?

Åbenbart, for hun betragtes som en stjerne, der også gik ud og personligt tog skylden, da Lars Løkke havde talt usandt om en hotelregning.

Er det noget at være stolt af?

Jeg græmmes, ligesom Nuser i Radiserne. Og ville ønske og håbe, at disse mennesker selv ville sætte nogle grænser for, hvad de vil være med til i anstændighedens navn.