Massemorder tør ikke se gyserfilm

10

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

JEG LEVER AF at slå folk ihjel. Jeg skyder dem, kvæler dem, slår kraniet i stykker på dem eller afliver dem ved hjælp af medicin i solide doser. Ganske vist kun i fantasien og på papiret – men alligevel.

Som krimiforfatter har jeg efterhånden så mange menneskeliv på samvittigheden, at jeg godt kan betegnes som en slags massemorder.

Lyder det hårdkogt? Det er det vel et eller andet sted også. Når man vælger at gøre voldsforbrydelser til underholdning, skal man da være en smule kynisk.

Men kun en smule. I virkeligheden er jeg sikkert blødere end de fleste af mine læsere. Faktisk er jeg så blød, at jeg ikke tør se en gyserfilm.

'Ja ja,' tænker du så. 'Det er sgu da det, der er meningen med gysere –at man skal blive bange...

'MEN NEJ, JEG MENER det helt bogstaveligt: JEG TØR IKKE SE GYSERE og kunne aldrig drømme om at investere en krone i én af slagsen –og det er vel ikke det, der er meningen fra producentens side?

Hvis jeg kort skal opremse mine erfaringer med gyserfilm, består de i: De første 20 minutter af 'Poltergeist', de første ti minutter af 'Carrie', en halv 'The Shining' samt noget af lydsporet til en film, der hedder 'Tandlægen', som min søn så en regnvejrsdag i sommerhuset, mens jeg lå i rummet ved siden af – under dynen med fingrene i ørerne.

Min mand købte for et par år siden 'Misery' til mig, fordi han havde hørt, den handlede om en forfatter. Ingen af os tør sætte den i dvd'en, og nu er den mere eller mindre permanent forflyttet til min søns værelse, selv om jeg er ret overbevist om, at det er en fed film.

LATTERLIGT? JO, MÅSKE, men jeg er i det mindste ikke alene om at være en tyndhudet massemorder. Jeg har indtryk af, at en del af mine krimikolleger er lige så følsomme som mig.

For et par år siden læste jeg f.eks. et langt interview med den britiske krimiforfatter Ruth Rendell, der fortæller, at hun er panisk angst for mørke, blod, høje lyde, fremmede mennesker, øde skovstier, højder og så videre.

Hun går med andre ord ikke igennem en hel dag uden på et eller andet tidspunkt at være skræmt fra vid og sans –og måske er det netop derfor, hendes bøger er så medrivende. Hun kender angsten og kan beskrive den, så også læseren føler den.

SELV ER JEG NOK en smule mere robust end fru Rendell, men jeg har selvfølgelig heller ikke brugt næsten et halvt århundrede på at beskrive syge menneskers endnu mere syge forbrydelser –e ndnu.

Min udtalte skepsis over for højder, rutsjebaner, kamphunde uden snor på og smalle, underjordiske krybetunneler deler jeg vel med størstedelen af menneskeheden, formoder jeg.

MEN DEN DÉR med ikke at turde se gysere – den ved jeg godt, jeg ikke deler med ret mange. Og jeg er holdt op med at forsøge. Jeg gider ikke spilde penge, tid og energi på noget, der giver mig mareridt i flere år fremover.

Om jeg skal se 'Antichrist'? Njah… Jeg tror, jeg bliver herhjemme og tager livet af nogle flere sagesløse mennesker i stedet. Ha' en god tur i biffen!