Forført af svedige maratonløbere

1

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

I SØNDAGS OPLEVEDE JEG –sammen med hundredvis af andre – at der ud af den blå luft opstod et sammenhold mellem vildt fremmede mennesker. Det var en meget stærk følelse, og man fik den ganske gratis.

Jeg var på vej ud for at hente søndagsaviser i Nyhavn, og det viste sig, at hele København var oppe at koge i et maratonløb.

Først var jeg irriteret og stresset, for alle gader var spærret af og min bil spærret inde.

Men pludselig blev jeg hvirvlet ind i tilskuermængden, og inden jeg vidste af det, fandt jeg mig selv klappende, piftende og hujende for at opildne nogle svedende mennesker, jeg slet ikke kendte.

MAN KAN GODT SIGE, at jeg blev forført af situationen, og det er altid mærkeligt at blive forført.

Både tiltrækkende og frastødende, for man overgiver sig og giver sig hen, og det er jo skønt – men også lidt farligt.

I hvert fald mister man sig selv og sit fodfæste, og det gør ikke noget som maratontilskuer, men da jeg havde stået der en time og ikke kunne løsrive mig, kom jeg alligevel til at tænke på, at det var godt, det ikke var andet.

Tænk, hvis det havde været Hitler, inden han gik helt amok! Eller en anden livsfarlig folkeforfører.

JEG HAR ALDRIG interesseret mig for maratonløb, og nu stod jeg og fik tårer i øjnene over to kvinder og en lille sød pige, der viste sig at være tre generationer.

Moderen var på min alder, datteren en skøn kvinde i 30'erne og så barnebarnet.

De klappede og råbte til løberne, og hvis der var en ældre udkørt deltager, der så ud til at være lige ved at give op, fik vedkommende hele borgermusikken:

'Ja, kom så, du kan godt,' råbte en af dem, og en anden fortsatte:

'Du er så sej, hej, hej, hej, bare bliv ved,' og så kom det fra den tredje:

'Du er snart i mål, mangler kun 1200 meter!'

DE VAR SÅ SØDE de tre, og de havde det så skønt, for de fik så megen glæde igen fra løberne. Og de fik sat gang i nogle, der var lige ved at opgive, som råbte TAK tilbage over skulderen.

DET VAR SMITTENDE, og det var skønt at se på. De gav, og de fik igen. Og det bevægede altså mig i den grad, at jeg også blev en del af det. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke blev ved med at være sur.