Henrik rammer hån og spot-muren

18

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

KONGRES, KONKYLIE, King Kong, så hvorfor ikke kong Henrik? Der er noget grinagtigt over diskussionen. Manden, der tidligere startede en lavine for kongehuset ved at kræve at hedde mere end blot prins Henrik, er stadig utilfreds.

Først var han prins, fordi han blev gift med prinsessen. Så blev han prinsgemal, fordi sønnerne og alle de små, nye prinser i kongehuset gav inflation i prinsetitlen. Og nu vil han i ligestillingens hellige navn kaldes konge (og ikke dronning, som Ekstra Bladet så muntert har foreslået). Jeg kommer til at tænke på eventyret om konen i muddergrøften. Hendes ambitioner var så umættelige, at den fortryllede prins sendte hende tilbage i muddergrøften, fordi hun ville være Gud og ikke nøjes med at være konge eller kejser.

EFTER MERE END 40 år her i Danmark kender prinsgemalen stadig ikke danskernes mentalitet. Han har nu overtrådt grænsen for det borgerlige Danmarks rummelighed og tolerance og har nu ramt hån- og spot-muren. Bolden er givet op og alle blander sig lystigt i debatten. Folk griner af manden, som mest er kendt for sin særprægede måde at klæde sig på og sit dårlige danske.

Selv har jeg altid haft lidt ondt af prinsgemalen. Det har ikke været let at være prins Henrik. Denne vanvittigt godt begavede, intellektuelle mand er kommet skævt ind på danskerne. Han kunne i dag have siddet som fransk ambassadør, men valgte selv en anden vej. En vej på et højere plan, men også en vej, hvor han altid af etiketten ville blive presset ned i andet geled. Altid ét skridt efter regenten. Ligesom prins Philip i England og prins Claus i Holland.

PRINSGEMALEN VIDSTE, at han gik ind til et liv som avlstyr i de kongelige stalde. Herudover har han i alle disse år levet et næsten arbejdsfrit liv. Han har festet, sejlet, spillet bridge og beklaget sig over sin lave status i kongehuset. Det er nu engang ikke tøj eller titler, der skaber en kongelig personlighed. Respekt er ikke noget, man får, men noget, man fortjener.

I så privilegeret en rolle var der intet til hinder for at smøge ærmerne op og gøre en indsats for sit land eller for verden. En indsats, der burde række ud over rejser, officielle middage med dronningen og noget samfundstjeneste light. Prinsgemalen har nogle tillidsposter i velgørende institutioner, men det burde ikke udfylde en begavet verdensmands liv. Der er så meget, han kunne have taget fat på. Et internationalt, ikke-politisk arbejde, hvor han brugte sit gode hoved.

JEG KAN GODT FORSTÅ, at han er utilfreds, men det burde være med sig selv og ikke sin titel. Er det virkelig så vigtigt at blive kaldt konge? Er ønsket så stort, at han er parat til at udsætte kongehuset for latterliggørelse? Prinsen bevæger sig nu på en knivsæg mellem folkets kærlighed og folkets spot. Som Poul Schlüter kunne have udtrykt det: Prins Henrik kan sagtens blive konge. Men ikke i Danmark.