Vestens ledere ligeglade med Iran?

Verdens ledere bør anerkende og bakke op om iranernes kamp for demokratiske værdier. I stedet for at tage den nemme vej og blande sig udenom.

12:26, 19. jun 2009 | Lars Seier Christensen

Demonstrationer i Teheran den 17.6. Men synes du, at vestens ledere skal bakke tydeligt op om demonstranterne?

Tema

Barack Obama: Obama roser Mario Monti for en god start

Seneste i Nationen

MAN KAN slet ikke lade være med at vrisse, når man oplever, hvorledes verdens politikere holder sig langt væk fra kontroversielle frihedskampe. Israels komplekse balance mellem national sikkerhed og en løsning med det palæstinensiske selvstyre blander vi os i med stor iver, men når det gælder et aggressivt, anti-vestligt styre som i Iran, ser det anderledes ud.

VALGET I Iran gav tilsyneladende en klar vinder, nemlig den siddende præsident, Ahmadinejad, der sikrede sig genvalg med hele 65 procent af stemmerne. Jeg skal ikke forsøge at vurdere, om valgsejren var reel eller ej, og det finder vi nok heller aldrig ud af.

Lande som Iran har deres helt egen forståelse af demokrati. I Iran inkluderer det manglende stemmesedler, mystiske forsinkelser af nyhedsstrømmen på internettet og angreb på oppositionens kontorer og medarbejdere.

MEN BEGIVENHEDERNE efter valget, og i særdeleshed verdenssamfundets stiltiende accept af disse, er dybt kritisable.

Vi står her med et land, der ifølge eget udsagn udgør en meget stor trussel mod sikkerheden i vores del af verden, og som synes fastfrosset i en slags koldkrigs-tidslomme.

Men også et land, hvor der er stigende folkelig opbakning til vestlige værdier som demokrati og menneskerettigheder, og hvor der især blandt landets yngre borgere er et håb og en forventning om en friere og rigere fremtid med respekt for landets historie og religion.

Denne udvikling må siges at være overordentlig opmuntrende i et land, der kunne blive en vigtig bidragyder og medspiller i verdensøkonomien i stedet for at være en selvudråbt sikkerhedstrussel.

Sådan en udvikling kræver moralsk støtte ikke mindst for at sikre, at den fortsætter. Så man ville tro, at Vestens ledere stod i kø for at støtte oppositionen.

MEN HVAD er sket? Tjah, EU's generalsekretær og udenrigspolitiske chef, Javier Solana, siger, at 'han håber, at folket vil blive respekteret til sidst'. Men i kampen for frihed er håb ikke nok. Det burde af alle europæerne vide.

Og hvad var bidraget fra verdens darling, præsident Obama? Han sagde: 'Det er ikke produktivt, at en amerikansk præsident blander sig i iranske forhold, vores historiske relationer taget i betragtning'. Det var så sandelig 'change we can believe in'.

Ikke siden præsident Carter har en amerikansk præsident udtrykt sig så vagt. Selvfølgelig skal man passe på, at præstestyret ikke får en dårlig undskyldning for at til at gøre USA til skurken i konflikten, men en eller anden form for indirekte støtte til oppositionen havde pyntet fra den frie verdens leder.

DER ER derfor grund til at fremhæve den ellers ikke altid træfsikre franske præsident Sarkozys bemærkninger. For en gangs skyld udmærkede han sig ved som den eneste fremtrædende, vestlige leder at udvise lidt mod og rygrad: 'Omfanget af bedrageriet er proportionelt med den voldelige reaktion. Dette valg er en skandale. Hvis Ahmadinejad havde haft så stor fremgang siden sidste valg, hvis han vandt 2/3 af stemmerne, hvorfor er så megen vold så nødvendig?'

Men de øvrige politikere tog den nemme vej – en understregning af, hvor selektivt vi forvalter vore frihedsbegreber.