Julen er hjerternes fest – eller pest

6

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

JULEN HAR englelyd… Undskyld min julestemning, men jeg er lige blevet inviteret til julefrokost. Sidder her og længes helt vildt efter flæskesteg med sprød svær, rødkål, sylte og lun leverpostej med bacon. Og et par kolde fadøl. Selv om vi kun er i september, spøger julen.

Det vælter ind med reklamer for julefrokoster. Det er nu, det gælder om at kapre de store firmaer. Snart er der udsolgt. Og inden vi ser os om, er det juleaften. Det er ikke et sekund for tidligt at tage fat på julens største spørgsmål: Hvem skal være hvor?

VI DANSKERE er ikke revolutionære. Når vi griber til kniv, er der en gaffel i den anden hånd. Men i julen kæmpes der med både kniv og gaffel. Snart kommer der fut i familiefejderne.

Der er mange måder at tyrannisere familien på, men julen er den bedste. Når mand møder kvinde, er de hver især forankret i juletraditioner, de slås for at bevare. And eller flæskesteg? Risengrød eller risalamande? Store eller små gaver? Skal vi danse om juletræet?

Min egen mand har lige fortalt mig, at han og ekskonen som yngre holdt to juleaftener 24. december. Først hen til Asgers forældre og spise julemiddag. Asger ville dø, hvis han ikke skulle have mor Johannes suveræne juleand. Og bagefter hen til endnu en julemiddag hos svigerforældrene. En ren b-and, påstår han. Hvor b ikke står for berberi. Den værste jul, han har oplevet, var, da jeg fik ham overtalt til at holde jul i Thailand. Han vil have sit juletræ, vinter og slagtermester Broes juleand.

NOGLE LØSER problemet ved at splitte op juleaften. Andre sætter partneren skakmat. Som ham, der hvert år sagde, at denne jul bliver mors sidste, så vi er nødt til at holde jul der. Det sagde han i ti år, indtil hans mor døde som 99-årig. En skoleveninde er vokset op med den tradition, at juleaften spiste de først risengrød. Mand og børn kan råbe og skrige. Når hun holder jul, bestemmer hun. Hvert andet år får de risengrød til forret.

Noget af det mest julede af alt er julepynten – her ligger alle minderne. Min veninde elsker især 'kemo-englen', en lille engel af træ, som ikke har et hår på hovedet. Den stammer helt tilbage fra moderens barndom. 'Hvor er kemo-englen' er det første, børn og barnebarn siger, når juletræet er pyntet. Ingen jul uden den. Asgers og mine børn og børnebørn genser også hvert år julestads fra deres barndom. Vores træ er totalt rodet, og sådan skal det være.

MENNESKER MØDES og skilles, der er dine børn og mine børn, ekskoner og nye koner og en masse traditionsbundne bedsteforældre. Hvis man ikke får det, man er vant til, er julen ødelagt. Juleaften er ritualiseret som en gudstjeneste. Stammedansene skal overholdes. Nemt er det ikke at gøre alle tilfredse.

Det er ikke juletravlheden, men manglen på tolerance og åbenhed over for andres juletraditioner, der giver problemer. Hvis ikke vi passer på, mister vi det glade nissesind, og julefascismen vinder. Julen er hjerternes fest. Eller pest.