Indlæser...

Engell: Nogen vil ramme Connie

Måske er det en del af manøvren – at udstille Connie Hedegaard som uegnet til den post, hendes fanklub arbejder på.

22:08, 18. okt 2009 | Hans Engell

Annonce

Hans Engell. (Foto: Claus Lunde)
Hans Engell. (Foto: Claus Lunde)

Annonce

Annonce

CONNIE HEDEGAARD klarede første runde, da hun fredag gav Folketingets miljøudvalg en fortrolig redegørelse om Becker-sagen. Spørgsmålet er så, om det er afslutningen.

For sagens hovedperson, den tidligere afdelingschef og klimatopforhandler, har vi ikke hørt meget til. Vil han og hans organisation DJØF leve med, han nu har fået at vide, det alene var druk, løgn og kalenderfusk, der fældede ham, eller har han selv supplerende bemærkninger til den afskedssalut?

Thomas Beckers fald er bemærkelsesværdigt: Her har vi manden, der fik idéen til, at Danmark skulle være vært for klimatopmødet – ministerens nærmeste faglige rådgiver og tilmed personlige ven – manden, som lagde niveauet for Danmarks største internationale møde nogensinde, der opstillede de substansmæssige forventninger til topmødet og som var hovedstrateg på regeringens forhandlingspositioner.

DET KAN godt være, der blev brugt mange penge på sprut og middage, men er det virkelig den fulde forklaring? Jeg savner i hvert fald nogle vigtige brikker, for sagen ligner en rigtig stinker.

Det er eksempelvis ikke noget tilfælde, historien kommer frem lige netop nu. Det er heller ikke noget tilfælde, oplysningerne kommer drypvis.

Men lad os starte med begyndelsen: Sagen begynder at rulle, fordi DR's graverhold har fået et tip. Ingen ved naturligvis fra hvem – men det må være fra en kilde, der ved, den er gal i ministeriet. Det udelukker en stor del af politikerne bl.a. S-SF-R-oppositionen, som i øvrigt elsker Klimaministeriet, Becker og Hedegaard.

DF ved ikke noget om den sag. Så pilen peger på Konservative eller Venstre. Det sidste mere sandsynligt end det første. Anden mulighed er folk internt i ministeriet, der er sure på Becker (og Connie). Der er flere muligheder – dog ikke utallige.

Men historien kommer ikke frem, bare fordi en embedsmand har uorden i papirerne – den kommer frem, fordi nogen vil ramme Thomas Becker og Connie Hedegaard.

NÆSTE RUNDE handler om, hvor alvorligt det er – det Becker har begået. Svaret: Jo, det er alvorligt. – men ikke nok til man kyler ham ud så tæt på topmødet. Ministerierne har jo kendt manden i årevis – de ved, han er et rodehoved med bilag – ministeren ved det samme. Hvorfor har de så ikke længe inden sommerferien smidt ham ud eller givet ham total mandsopdækning på bilagssiden? Nu ruller sagen, fordi Becker (og ministeriet) bliver klar over, at DR er på sporet – har forlangt aktindsigt – tampen brænder.

Becker har et godt ry blandt politikere, ngo'er og mediefolk. Politikerne kan lide den ukonventionelle type – slagfærdig, hurtigtænkende, mediebevidst og operativ. I den bog, Connie Hedegaard har skrevet om klimatopmødet, fortæller hun, at Becker var den første, der udfordrede hende med klimaet, som hun ikke anede en brik om. Becker gjorde hende til ekspert. Den slags glemmer en minister ikke. Vi har stadig til gode, hvordan han nu ser på den minister, han gjorde til stjerne og som lod ham gå planken ud.

SÅ ER DER Connie: Uanset alt har forløbet givet hende ridser i lakken. Der HAR været rod i ministeriet. Hun HAR ikke haft styr på sin toprådgiver. Og rodet fortsætter: For hvordan kan ministeren på den ene side erklære sig inhabil i Becker-sagen og samtidig underholde Folketingets Miljøudvalg om sagens fortrolige detaljer? Hvordan kan Becker (og DJØF) leve med, at en inhabil minister bag lukkede døre fremkommer med dybt hemmelige personale-oplysninger om en mand, der (frivilligt) har sagt sin stilling op? Klimaministeriet er sammenlignet med de andre ministerier en lille butik. Hvis Connie ikke kan styre det, hvordan skal det så gå som EU-kommissær, hvor der er rigtig mange bilag? Måske er det en del af manøvren – at udstille Connie Hedegaard som uegnet til den post, hendes fanklub arbejder på.

Ministeriets departementschef Thomas Egebo, der i øvrigt for et par år siden blev gift med Venstres fremstormende folketingsmedlem, Gitte Lillelund Bech – er også på skydeskiven. Det er ham, der har ansvaret for, medarbejderne i den globale afdeling klagede over manglende støtte. Hvor megen støtte har han egentlig givet Becker?

Derfor er det interessante spørgsmål: Hvornår bryder Becker tavsheden og taler ud om ministeriet, Connie, Lars Løkke, Bo Lidegaard, Egebo og de andre klimaaktører? Thomas Becker ligner nemlig ikke en embedsmand, der tager den historie med sig i graven.

Annonce


Annonce