Derfor gør Ritts kritik ondt på Helle

14

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

SPØRGSMÅL: Hvorfor holder Ritt Bjerregaard ikke bare sin kæft, går på pension og hygger sig i æblehaven?

Svar: Fordi det simpelthen ikke kan lade sig gøre. Ritt Bjerregaard har været aktiv i politik i 50 år, og så nøjes man ikke –uanset alder – med at gå på æbleskud. Når hun tilmed er gift med Søren Mørch, der om nogen har en mening om aktuel politik, kan den kun få fuld skrue, når de to sætter sig sammen med den ætsende skarpe Martin Krasnik og mener noget om den nuværende S- ledelse. Hvad havde de egentlig ventet?

Selvfølgelig er tidspunktet helt ude i skoven – midt i en valgkamp. Og selvfølgelig bliver S-toppen pissesure. Det nye var, at Helle denne gang tog til genmæle og fastslog, det var længe siden, hun havde lyttet til Ritt, og at samme i øvrigt havde været en fiasko som overborgmester og nu fremstod som en politisk fortidslevning. Helle virker ret tændt, når hun bliver vred.

HVAD FÅR Ritt til det? Hun får banket fast med syvtommersøm, at selv om hun er på vej ud af Københavns Rådhus, har hun ikke tænkt sig at blande sig uden om aktuel politik. Der er masser af meninger i hende, og skulle der være en avis eller et tv-program, som kan bruge det til noget, er hun klar. Så de kan bare vente sig på Christiansborg!

Og det er jo problemet i en nøddeskal: Helle må indstille sig på, at hun er formand for et parti, hvor folk har en mening lige til kistelåget klapper. Og hun må leve med, at hun stadig ikke har opnået den gamle gardes velsignelse og dermed den fulde politiske legitimitet, som hendes forgængere –bortset fra Nyrup –fik.

Helle blev formand i kampvalg med Frank Jensen, og trods alle de pæne ord og kindkys er det ikke glemt. Anker Jørgensen sagde spagfærdigt tillykke. Nyrup har hun for nylig været i slagsmål med om Brorsons Kirke. Auken gik i graven uden at mene særlig meget om Helle. Ritt og hun er på krigeren – det samme gælder en stribe af de andre fra S-toppen og ministerrækkerne: Birthe Weiss, Helle Degn, Jytte Andersen, Torben Lund ud over alle dem, der ikke siger så meget højt, men skumler i baglokalet.

MEN SELV om Helle børster Ritts kritik af sig, gør den alligevel ondt – især fordi:

Valget i 2007 var for S det ringeste nogensinde. Kun 25,5 pct. stemte på Liste A, og siden er partiet gået yderligere tilbage. Helle har simpelthen ikke leveret varen. Lykkes det næste gang, skyldes det ene og alene SF's fremgang. Kunne Helle præstere fremgang, ville kritik forekomme meningsløs.

Partiets beskrivelse af egen situation præges af virkelighedsflugt. Både folketings- og EU-valget kostede S mandater, men blev alligevel markedsført som en stor sejr. Det koster på troværdigheden.

Mange tillidsfolk og politikere er rasende over Helles nedladende holdning over for tidligere årtiers S-politik og politikere. Helle taler om '90'ernes slingrekurs' – og går skarpt i rette med partiets rets-, udlændinge-, sikkerheds- og økonomipolitik fra 70'erne til 90'erne. Det får de gamle på banen. Sidst var det Birthe Weiss, der satte partiformanden på plads med et indlæg i Politiken, der fik luften til at stå stille. Selv om de gamle ministre er blevet grå i toppen, kan de stadig tænke, tale og skrive –og de gør det sgu.

Helles politiske kurs opleves som zig-zag og for tæt på VKO. Er hun overhovedet socialdemokrat? Først lagde hun kursen skarpt mod højre – for nu at køre fælles venstrefløjspolitik med SF.

Parløbet med SF er et højrisiko-projekt. Vindes valget, kan det gå – så håber mange socialdemokrater, at S vil klemme luften ud af SF. Andre frygter, at SF er ved at overtage S's historiske rolle som det store venstrefløjsparti. Helle har givet SF så meget politisk indflydelse, at Villy og hans folk mere begynder at ligne en trussel end en makker.

Helle kan ikke stille med et politisk hold, der har den fornødne tyngde. Der er for mange letvægtere og for lidt erfaring. De ved ingenting, men de mener alligevel, at de kan alting bedre.

Helle Thorning har helt tydeligt valgt at gøre det kommende valg til alt eller intet. Enten vinder hun regeringsmagten, og så kan det projekt holde i ti år. Så vil hun gå over i historien som den første kvindelige statsminister, som den, der førte S tilbage til magten –og som med samarbejdet med SF fik sat en helt ny politisk dagsorden i Danmark.

Eller også taber hun – og så bliver det et farvel til partilederposten.

DET KAN godt være, at Helle var et usikkert kort, da hun blev partileder – men hun er vokset hurtigt. Fremtræder med autoritet og greb om tingene. Selv om hun stadig er tynd i papirerne på mange politiske substansområder, optræder hun selvsikker og energisk. Og Helle Thorning er ikke naiv. Falder S/SF-projektet ved næste valg, har hun ingen fremtid som S-leder. Hun kan ikke vente fire år mere. I kulissen står Mette Frederiksen, Nick Hækkerup og Nicolaj Wammen.

Helle Thorning synes, i modsætning til Ritt, ikke, at hun har fået meget gratis forærende. Den butik hun overtog var nødlidende – ikke mindst efter Nyrup, Ritt, Lykketoft og Auken havde tømt hylderne. Først skulle hun sammen med Henrik Sass og Carsten Hansen forlige fløjene i partiet, skabe fremgang og bygge et politisk alternativ op til VKO. Det er ikke kommet af sig selv. Derfor oplever hun selvfølgelig Ritts kritik som dybt uretfærdig.

Politik handler bare ikke om retfærdighed. Men om at vinde eller tabe. Og det ved Ritt – og efterhånden også Helle – bedre end nogen anden.