Dér står han og brækker sig

31

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

DÉR STÅR HAN og brækker sig på et gadehjørne. Og dér tumler han ned ad trappen med posen fuld af tomme flasker. Og lige dér kan han ikke holde balancen og står og svajer, imens han prøver at få de stive fingre til at holde fast i den gitterport, hvor vi bor et sted i København.

Hvem er det? Det er såmænd bare en dansker. En rigtig veluddannet en af slagsen.

Han bor i samme opgang som jeg, og han kunne snildt have været en af dem, som der bliver flere og flere af: Mennesker, der mister deres hjem, fordi de ikke kan betale huslejen.

HELE 30-40 PROCENT flere lejere bliver i dag sat på gaden end for bare et år siden. Sidste år gjaldt det over 20.000 mennesker.

Og bare i oktober havde et af landets kendte boligselskaber slået sin egen rekord med 53 familier, der blev bedt om at aflevere nøglen til deres hjem.

TÆNK OVER DET et øjeblik: 53 familier har nu ikke et sted at bo. Hvor går de hen? Hvor sover de? Hvor laver de mad?

Jeg laver sjældent mad, men køber mig til det, lækkert, fikst og færdigt.

Men jeg går i bad og ikke sjældent i selskab med 'kommunen', der muligvis er den store synder, når det gælder mennesker, der går bag af dansen.

For det handler om tid, siger Københavns socialborgmester, Enhedslistens Mikkel Warming. For uanset om det er den stygge finansgris eller generelle sociale problemer, så går der i dag for lang tid, før kommunen bliver gjort opmærksom på problemerne, siger han. Eller tager affære, kunne man også forestille sig.

FOR ET ÅR SIDEN fik kommunen øje på 'vores alkoholiker' i den boligforening, jeg bor i. Om det var familien, der lagde pres på de kommunale instanser, svigtende husleje eller bare den helt særlige lugt, der kendetegner min opgang og uden tvivl ville gå under betegnelsen sundhedsskadelig, hvis man så lugtens ophavssted, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at han – efter at være gået fra velsmurt akademiker til hardcore alkoholiker med et altid venligt og undskyldende smil – nu får et bad mindst en gang om måneden.

Indimellem bader vi sammen. Han og 'kommunen' på den ene side af skillevæggen i boligforeningens fællesbad (ja, sådan er det stadig visse steder i København), og på den anden side mig og mine cremer, shampoo og body-scrubs, der dufter som alt andet end menneske.

SELVFØLGELIG HAR VI i boligforeningen talt om næstekærlighed – altså, skulle vi selv gøre noget, når nu myndighederne bare lod ham sejle sin egen sø og promiller?

Næ, lød svaret undvigende fra mere garvede naboer, der mente, at kommunen vistnok kom en gang om året og shinede hans hytte op. Så han var jo ikke helt tabt af syne. Og nu får han også et bad!

Men hvorfor mister vi blikket for de rigtig mange mennesker, der er på social slingrekurs? Jeg tror nemlig ikke på, at de mere end 20.000, der sidste år blev smidt på gaden, var helt derude, hvor 'min' alkoholiker befinder sig. Og dét er måske problemet.