Indlæser...

Forbyd fjolser i firehjulstrækkere

Ligesom vi ikke vil finde os i passiv rygning, vil vi snart heller ikke længere finde os i, at folk ikke viser ansvar inden for klimaområdet.

12:17, 01. dec 2009 | Karen Thisted

Annonce

Karen Thisted.
Karen Thisted.

Annonce

Annonce

JEG ER STADIG ikke kommet ud af min eufori og glæde over, at Connie Hedegaard skal stå i spidsen for klimaet i hele Europa som kommissær, og at Lykke Friis bliver Danmarks klimaminister.

Det er op ad bakke at få borgerne til at interessere sig for klimaforandringerne, og jeg indrømmer ærligt, at jeg selv har humpet tungt bagefter, men jeg føler virkelig, at der er ved en ske en ændring i den danske befolkning –selvfølgelig stærkt præget af den yngre generation, der har fattet alvoren og har indarbejdet i rygraden selv at gøre en indsats.

Langsomt er tiøren ved at falde hos alle befolkningsgrupper, og vi ved godt nu, at det ikke kun er et teknologisk problem, der skal løses, men at det er os selv, i vores daglige liv, der kan gøre en enorm indsats.

OTTE UD AF TI danskere er ifølge sidste nye undersøgelser klar til at ændre deres levevis til fordel for klimaet, og en britisk professor i klimaforandringer, Mike Hulme, erklærer højtideligt, at denne ansvarlighed fra borgernes side skaber flere klimarevolutioner, end verdens politiske overhoveder tilsammen kan hamle op med.

Jeg færdes arbejdsmæssigt sammen med mange unge mennesker, og jeg bliver somme tider helt flov over mig selv, når jeg ser deres ansvarlighed. Det er noget af en livsstilstendens lige nu blandt masser af mennesker, og det smitter, kan jeg mærke.

Det er lidt ligesom med rygningen. Det tog også sin tid, inden der skete ændringer, men det er til gengæld gået lynende hurtigt de sidste par år, og jeg tror, at det samme vil ske i vores daglige liv med hensyn til klimabesparende indgreb.

DER ER VED at ske en grøn revolution i store dele af verden, og det bliver sammenlignet med kvindefrigørelsen i 70'erne, hvor det var de må forandringer, der førte til sejr.

Der er stadig masser af danskere, der er ligeglade og endda benægter, at der er noget galt med verdens klima, men de bliver med garanti færre og færre og ender som nogle af de særlinge, der fastholder, at rygning ikke er skadeligt.

Ligesom vi ikke vil finde os i passiv rygning, vil vi snart heller ikke længere finde os i, at folk ikke viser ansvar inden for klimaområdet. Tag f.eks. de fjolser, der kører rundt i kæmpe firehjulstrækkere! De burde efter min mening forbydes.

Men foreløbig er det en glæde, at en revolution er i gang. I min ungdom råbte vi rød front, men nu er tiden inde til at råbe: GRØN FRONT!
Ikke kun for os selv, men af samvittighed for vores efterkommere.

Annonce


Annonce