Så ulykkelige, at de ikke ville leve

10

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

I SIDSTE UGE skete endnu et tragisk selvmord i Danmark, da Claus 'Smed' Magnussen, broder til den berømte racerkører Jan Magnussen, skød sig en kugle for panden i sin egen have lige uden for sit nyrenoverede hjem i Tune uden for Roskilde.

Jeg føler ikke, at jeg krænker Claus Magnussen eller hans familie ved at berøre den tragedie, der så hårdt har ramt dem alle smerteligt, for de har været åbne under hele forløbet, også i lørdags, da han blev begravet fra Roskilde Domkirke.

JEG HAR SELV haft selvmord inde på livet, og det er nok noget af det hårdeste, man kan komme ud for i livet som efterladt.

Når jeg beskæftiger mig med det emne nu, er det, fordi jeg igen fik brændt en sætning ind i sjælen, da jeg læste referatet fra bisættelsen af den åbenbart utroligt elskede og afholdte Claus Magnussen.

Det var en sætning, jeg selv har været med til at sige, og en sætning, der også blev gentaget gang på gang af musikeren Johnny Hansen, da hans kone Helle havde taget sit liv:

HVIS DU BARE HAVDE BEDT OM HJÆLP, SÅ HAVDE VI VÆRET DER!

Ingen af de mennesker, jeg her nævner, var ensomme. De havde dejlige, store børn, der elskede dem højt endda. De havde store familier, der var sammentømrede i langt højere grad end andre morderne familier. De havde venner, der forgudede dem, og venner, der var taknemmelige for alt, hvad de døde havde gjort for dem og betydet for dem.

SAGEN ER NEMLIG efter min ringe viden, at de mennesker, der vælger livet fra så brutalt, ofte har været meget givende, glade mennesker, der altid havde været der for andre. Men hvorfor står vi så ofte ved deres kister og stiller det samme spørgsmål til vidt forskellige mennesker?

Det kommer bag på os, at de har været så ulykkelige, at de ikke ville leve. De har givet sig tid til at skrive afskedsbreve, og de har sikret sig, at selvmordet ikke kunne gå galt. De ville dø, men vi omkring dem havde ikke anet, at de var så langt ude.

DET NYTTER IKKE at bebrejde sig selv, for så kommer man aldrig over det, men kunne det ikke skabe eftertanke alligevel, så vi lærer at holde meget mere øje med hinanden?

Også med de glade. Også med dem, der altid tager sig af andre, der har det dårligt. Jeg ved fra mig selv – desværre – hvor travlt jeg farer af sted og ikke fatter, hvor tiden bliver af. Men julen er god til at få dårlig samvittighed i.

Og tak for det til julen.