Hemmelige forhandlinger i rød blok

52

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

I DYBESTE hemmelighed er tre toppolitikere fra S, SF og R i gang med at forhandle en omfattende politisk-økonomisk plan på plads. Planen skal være det centrale grundlag for en ny Thorning-Søvndal-Vestager-regering.

Ved en række dybt fortrolige 'hulemøder' forsøger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, SF's Ole Sohn og de radikales Morten Østergaard at blive enige om de elementer, der skal med i en stor økonomisk pakke. Den skal vise, at S-SF-R tager den økonomiske krise dybt alvorligt og er klar til de fornødne indgreb og justeringer for at sikre en stærk samfundsøkonomi.

De vil ikke lade regeringen køre med 'ansvarlig økonomi' alene. Planen skal være klar til offentliggørelse i februar-marts, hvis de altså kan blive enige. Sass, Sohn og Østergaard er sikre ministerkort på centrale poster, hvis der kommer et regeringsskifte.

PROJEKTET HANDLER ikke bare om at vise 'økonomisk ansvarlighed', men også at teste, om S-SF-R-samarbejdet overhovedet kan bruges. De mange konfrontationer mellem S/SF på den ene side og de radikale på den anden gør det nu nødvendigt at få gjort op, om S og SF skal køre videre alene – også som kommende regeringsdeltagere – eller Vestager er med på vognen.

Eller sagt på en anden måde: S og SF er nu så dødtrætte af de radikales solomarkeringer og Vestagers ustabile ledelse af sit parti, at de vil have rent bord: Enten er R med, på de vilkår S og SF bestemmer, eller også kører de videre alene.

S og SF vil hellere slås for regeringsmagten alene end hele tiden skulle tage hensyn til radikale brokkerøve, 'der alligevel ikke kan samle stemmer'. I en hel uge var Vestager i medierne med den radikale 'genopretningsplan' og hentede en bundskraber på 3,6 pct. i meningsmålingerne.

Radikale solomeldinger om afskaffelse af efterløn, reduktion i dagpenge og partiets afvisning af S-SF-skatteoplægget og det fælles integrationsudspil anses som ren gift for samarbejdet. De radikale må æde S-SF-planen om skat og integration for at blive regeringspartner. Og de må acceptere, at hverken Helle eller Villy vil drømme om at røre ved efterløn og dagpenge. Det er simpelt hen indgangsbilletten, som skal betales.

Men ud over efterløn og dagpenge er S og SF klar til at diskutere alle andre spareknapper, der kan drejes på. Vurderingen hos Villy og Helle er, at det er klogere at tage konfrontationen nu, end når valget er udskrevet. R må simpelt hen gøre op med sig selv, om det vil være med eller stå udenfor med risiko for, at et regeringsskifte rykker yderligere seks-otte år ud i fremtiden. Sandhedens time nærmer sig for rød stue.

DET ER særlig interessant at følge SF i det spil. På et punkt er partiet trods al medvind sårbart: Nemlig når det gælder anklagen for økonomisk uansvarlighed. Det ved Villy, og derfor sætter SF nu hårdt ind på at optræde dybt ansvarligt og gøre klar til stramninger og regelændringer i et omfang, der vil få dele af SF's bagland til at bede om lugtesalt.

Men SF-ledelsen tager det helt roligt, for når det kommer til stykket, betyder det bagland måske ikke helt så meget som tidligere, og Villy og hans folk har gjort deres erfaringer: Selv om S-SF-skatteplanen var skræddersyet til offentligt ansatte i mellemindkomstgruppen som lærere og sygeplejersker, var lærernes formand, Anders Bondo, den første til at skyde forslaget ned. Ingen tak fra den side. Det har gjort SF klogere. Hvorfor tage så meget hensyn til dem, når de alligevel ikke har andre at stemme på end oppositionen?

På samme måde som de borgerlige må erkende, der ikke er stemmer i Finansrådet og Dansk Industri, har venstrefløjen nu gjort samme erfaring med de faglige organisationer: ingen penge, ingen stemmer, ingen ideer. Og de betyder ikke ret meget i forhold til vælgerne.

OGSÅ PÅ det kommunale niveau ønsker SF at fremstå som ansvarligt. Partiets enorme fremgang ved kommunalvalget gav hele tre pladser i KL's bestyrelse, som partiet besætter med tre stærke kvindeprofiler, den KL-erfarne Jane Findahl, Fredericia, rådmand Stina Willumsen, der tømte stemmekassen i Odense, og Mette Touborg, ny borgmester i Lejre. Den københavnske borgmester, Bo Asmus Kjeldgaard, blev disket. Selv om SF stormede frem i København, mistede han halvdelen af sine personlige stemmer. Den slags ryger man i skammekrogen for.

Og hvis nogen skulle være i tvivl, kan de bare se på den nye SF-borgmester i Syddjurs Kommune, Kirstine Bille. Hun har lige startet sin borgmester-karriere med at beslutte at nedlægge fire kommuneskoler.

Så sig ikke, at SF'erne ikke kan svinge (spare)kniven.