Vi har gjort jetsetdronningen fortræd

Det, vi alle har været vidner til i den forgangne uge, er ganske enkelt den totale nedbrydning af et menneske. Modbydeligt!

14:23 - 06. feb. 2010 | Karen Thisted

HVORFOR ER DER INTET i vores retssystem, der sætter alle alarmknapper i gang og prøver at tænke på andet end straf og hævn, når et tiltalt medmenneske helt klart er i hjerteskærende dyb, dyb nød?

Jeg hader udtrykket 'jetset-dronningen', og jeg bruger det kun denne ene gang for at gøre klart, hvem jeg taler om.

Det er nemlig et latterligt udtryk om en 40-årig, veluddannet kvinde, mor til to små børn, og indtil i sommer et almindeligt menneske fra overklassen, der ikke har gjort andre end sig selv og sine nærmeste ondt.

DET ER ALTID RART, når de rige, smukke og raske opfører sig lige så tåbeligt som alle os andre, og jeg skal love for, at hvis man har den slags behov, så har der været nok at gå op i, siden den 40-årige kvinde i sommer blev anholdt og varetægtsfængslet efter en dramatisk ransagning af hendes hjem, hvor hendes børn var til stede.

Det er i hvert fald en kendsgerning, at politi med hunde ledte efter narko i hver en krog. Det er i sig selv en rædselsoplevelse –og der taler jeg af erfaring – for det har jeg tidligere som journalist overværet.

KVINDEN BLEV TILTALT for kokainhandel med 170 gram af det – desværre – mere og mere almindelige rusmiddel i mange kredse i det danske samfund.

Hele Danmark har de sidste dage i aviser og på nettet fulgt retssagen mod kvinden, og jeg har lige siddet og brugt nogle timer på at læse referaterne. Og det gjorde mig bare så ondt helt ind i sjælen, for der er ingen tvivl i mit sind om, at man gjorde et menneske fortræd.

Hun bliver pint og plaget, og det er meget sandsynligt, at hun er så langt nede og ude, at hun kun kan forklare og forsvare sig ved at lave om på virkeligheden.

ANKLAGEREN AFSPILLER i retten en stribe telefonaflytninger mellem kvinden og nogle narkopushere, og de hæfter sig ved, at hun altid spontant og meget hurtigt aftaler møder – endda under en middag på den mondæne restaurant Umami, hvor hun er ude med sin mand.

Pusherne taler i telefonen om, at hun tæppebomber dem med sms'er for at få et møde i stand så hurtigt som muligt uden for restauranten.

Det fremgår i øvrigt, at kvinden skjuler kokainhandlerne for sin mand, men det afskærer ikke politiet fra at tro, at hun midt under middagen pludselig skal til at sælge kokain blandt restaurantens gæster.

Hvorfor i alverden kan ingen se, at det er et menneske i nød? Alle hendes bønner om hastige, spontane møder og aflevering i postkasser skyldes da ikke handel. Dommen endte med, at en nedbrudt kvinde fik en bøde på 20.000 kroner. for at have købt seks gram kokain til eget brug.

HVORDAN KAN MAN tillade sig at ødelægge et menneske med en så dårligt forberedt retssag? Hvorfor er der ikke nogen, der griber ind, så det vil være muligt at give en form for behandlingsdom? En dom, hvor man undersøger, om den tiltalte er misbruger – og er det tilfældet, skal vedkommende sendes direkte i behandling og til afvænning. Og der er ingen vej udenom.

Det, vi alle har været vidner til i den forgangne uge, er ganske enkelt den totale nedbrydning af et menneske. Modbydeligt!

OBS: Der er stadig navneforbud