SMS Tip

Vejret i dag:
-1°

Dansk Folkeparti er kongesatire

Vi mangler bare at sætte Pia Kjærsgaards hoved på Den Lille Havfrue.

16:37 - 09. feb. 2010 | Anne-Grethe Bjarup Riis

null

Anne-Grethe Bjarup Riis. (Foto: Thomas Wilmann)

DANSK FOLKEPARTI er blevet det nye satireshow herhjemme. Vi er i hvert tilfælde mange, som får os et godt grin over galningenes groteske livssyn.

Først var der Jesper Langballe, der udtalte sig så tåbeligt og knusende intolerant på tv, at man måtte hulke af grin og tænke: 'Hvor er det synd for tossen'.

Han er imod bøsser og lesbiskes ret til at adoptere og argumenterede for sit synspunkt ved at hævde, at ægteskabet mellem mand og kvinde var en naturlig ting og en tradition, der gik helt tilbage til 1500-tallet, og at det skulle man holde fast i.

'For hvad kan det næste ikke risikere at blive?', spørger manden så og svarer selv på det tåbelige spørgsmål: 'Skal der så også til at indgå tre mennesker i et ægteskab i fremtiden?'.

Gudhjælpemig topper Langballe fadæsen nogle dage efter, hvor han godt og grundigt får svinet alle muslimske mænd til ved at beskylde dem for at være sexgalninge, der voldtager deres døtre i flæng.

SÅ VAR det Pia Kjærsgaards tur til at fremture med fordømmende og negative udtalelser om mødre-møderne på Holbergskolen. Hun ignorerer fuldstændig, at disse møder er en del af et statsstøttet projekt, der netop skal integrere indvandrerkvinderne.

Og som kronen på værket kom denne kongesatire, hvor jeg simpelt hen var lige ved at blive kvalt i et grineflip. Jeg har aldrig hørt så latterligt et lovforslag som dét, Dansk Folkeparti nu er klar med. De vil simpelt hen forbyde alle samtaler i timerne og i frikvartererne i folkeskolerne, hvis det foregår på andre sprog end dansk. Og det er ikke engang en joke! Men gud i himmelen, hvor er det dog pinligt, ubegavet og dybt menneskekrænkende.

'DET ER vigtigt at forhindre mobning. Vi har set eksempler på skoler, hvor elever har brugt fremmedsprog til at mobbe og tale bag ryggen på andre', udtaler Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe.

Hun prøver at argumentere for lovforslaget ved at komme med en mega-racistisk melding, der kun har til hensigt at bilde den danske befolkning ind, at mobning i folkeskolen er noget, de tosprogede står for: 'Det er jo dem, der kan snakke arabisk, urdu eller tyrkisk bag din ryg, der kan svine dig til, bagtale dig, uden du har en chance for at forstå en hylende fis af, hvad der foregår'.

Jeg kan lige se en flok små, raske, danske drenge drøne rundt i skolegårdene og holde øje med, at der kun bliver talt dansk. Det nye Hitler-jugend kunne vi jo kalde ordensduksene, der har til opgave at notere synderne for derefter pavestolt at stå oppe på skoleinspektørens kontor og stikke skolekammeraten, der så kan modtage sin straf i form af en 'sveder'.

'DU DANSKE sprog, du er min moders stemme', skrev H.C. Andersen så smukt, men den sang har Dansk Folkeparti da fået smadret godt og grundigt. Det er blevet den, man hurtigt bladrer forbi, når man i festligt lag sidder og synger sammen.

For ikke at tale om vores flag, som man efterhånden kvier sig ved at hejse, når lille Peter har fødselsdag, for det har Dansk Folkeparti også fået lagt en stor bæ på. Nu mangler vi bare at sætte Pia Kjærsgaards hoved på Den Lille Havfrue, så har Dansk Folkeparti sat sig på hele den danske kulturarv.

Annonce

Annonce

Annonce

  • Seneste i Nationen






Annonce

Img