Indlæser...

Lover troskab men knepper udenom

Prøv for sjov at være hudløst ærlig en hel dag. Du vil med stor sikkerhed være fraskilt, forældreløs, fritstillet og politianmeldt, inden solen er gået ned.

20:12, 12. mar 2010 | Mads Christensen

Annonce

Mads Christensen.
Mads Christensen.

Annonce

Annonce

NÅR FREMTIDENS kloge hoveder skal beskrive vores generation, vil ordet løgn formodentlig være gennemgående. Vi skiller os nemlig ud i verdenshistorien som værende propfulde af pis!

Denne folke-skizofreni kommer til udtryk, hver eneste gang vi møder et spørgeskema fra et af utallige analyse-institutter.

Vi siger, vi elsker vores børn, og at de er vores allerstørste prioritet, men alligevel er Danmark det eneste land i verden, hvor vi kan slippe for vores unger fra syv til 19... samt i påsken.

VI SIGER, AT VI selvfølgelig agerer økologisk i vores dagligvare-indkøb, men alle, der har været i et supermarked, vil vide, at det er løgn. Det er stort set ikke til at opdrive en økologisk gulerod.

I denne uge kunne man læse, at vi aaaalle sammen siger, at vi køber de politisk korrekte skrabeæg, men de, der rent faktisk sælger æg, ryster forundrede på deres hoveder. De genkender ikke tallene fra virkeligheden.

VI SIGER, AT DEN tredje verdens lidelser tynger os, men faktum er, at vi hverken vil give dem vores aids-medicin-patenter eller vores groteske overskudsmad, endsige eftergive de eksorbitante gældsposter.

Tænk hvis Afrika slap af med den skyhøje dødelighed? Næææh tak, Afrikas aids-død modererer presset på vore grænser, så deeeet...

Vi siger, at den der påståede globale opvarmning ligger os på sinde, men det er jo ikke just, fordi vi sælger bil nummer tre og begynder at cykle, næææh nej...

Vi siger, vi elsker hinanden! Vi står der i kirken klædt ud som Barbie og Ken og lover hinanden evig troskab, men sandheden er, at vi knepper udenom som rotter, er utro til højre og venstre, at hvert fjerde barn har en anden far og alt det der.

Skilsmisseprocenten galoperer ude af kontrol, men vi kan godt lide at SIGE, at vi elsker hinanden for evigt.

VI SIGER, AT SAMTALE fremmer forståelsen, at vi tilstræber dialog og at ytringsfriheden er ukrænkelig, men virkeligheden er en helt anden. Vi kan efterhånden ikke slå en prut uden at blive uvenner med en eller anden.

DEN VERDENSKENDTE sorte dansker-humor er i de seneste år faldet bort til fordel/ulempe for en evig angst for at sige noget, der kan fornærme.

Jovist har vi da ytringsfrihed, man må sige præcis, hvad man vil, siger vi... når bare det er pænt og nydeligt, godkendt af en advokat, en etiker og en spindoktor.

Man spørger sig selv, hvilken effekt det har på individets selvsyn, når vi godt ved, at vi alle sammen er fulde af pis og hellere vil stå med krydsede fingre og lyve hinanden lige op i ansigtet end forholde os til den faktuelle virkelighed.

PRØV, BARE SÅDAN for sjov, at være hudløst ærlig en hel dag. Du vil med stor sikkerhed være fraskilt, forældreløs, fritstillet og politianmeldt, inden solen er gået ned.

Vi har ligesom ikke rigtig plads til den slags, vi lever trods alt i vore dage.

Annonce


Annonce