Lad nu Bendtner være Bendtner

6

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

EFTER NICKLAS Bendtners hattricksucces tirsdag aften mod FC Porto, hvorefter Arsenal gik videre til kvartfinalen i Champions League, har Bendtner været genstand for omfattende analyser. De tre mål kan ingen tage fra Bendtner, men derefter får han lige at vide, at han nu ikke skal tro, at han er noget særligt.

Han har meget at lære endnu, han har dårlige førsteboldsberøringer, og var det ikke tre lette mål –han skulle jo bare sparke den ind. Og han er jo slet ikke så god som Rooney (og han er også god), Drogba eller Ronaldo. Og han skal være glad for, at han spiller på et hold med gode fodboldspillere, der lægger bolden ind til ham – for han kan ikke så meget på egen hånd.

JA, DET ER utroligt, hvad der kan siges, efter at en 22-årig spiller laver et sjældent hattrick i Champions League og endda mod de tidligere vindere FC Porto. Glem afbrænderne mod Burnley forleden og husk, at han i en meget skadepræget sæson har scoret i alt otte mål i 20 kampe. Og husk, at han var den eneste i Danmarks seneste landskamp mod Østrig, der kunne score – i øvrigt et meget flot mål.

Lad nu Bendtner være Bendtner. Han bliver aldrig en elegant Laudrup, der både kunne spille som en drøm og samtidig lave mål, og det gælder både Michael og Brian. Bendtner skal have lov til at være Bendtner, en hovedstødsstærk, hurtig og målfarlig fodboldspiller, der i fremtiden vil lave mange, mange afgørende mål for Danmark og for Arsenal.

I FODBOLD som i livet er det målene, der tæller. Spørg bare Real Madrid, der røg ud mod Lyon, fordi de ikke formåede at score på deres chancer. Verden, herunder Danmark, har ikke haft mange deciderede målscorere i deres historie. Lad mig nævne et par eksempler fra mit liv med fodbold.

Vi starter fra dengang, Danmarks amatørhold fik sølv ved olympiaden i Rom i 1960. Dengang bestod et hold af en målmand, to backs, to halfbacks med en centerhalf i midten og to yderwinger, to inderwinger og en centerforward. Sidstnævnte skulle lave målene, mens de andre skulle lave forarbejdet. Ville det hedde et 2-3-5 system i nutidens fodbold? I perioden frem til i dag vil jeg fremhæve tre rigtige centerforwarder – og der var andre.

HARALD NIELSEN –mit idol fra ungdommen – var med til at få sølv i Rom, hvor han blev topscorer med seks mål. Han scorede 15 mål i 14 landskampe, inden han tog til Italien, hvor han som italiensk topscorer to år i træk sikrede Bologna det italienske mesterskab i 1964. Harald, der måtte holde op på landsholdet, fordi han blev professionel, var en centerforward i Pelé-klassen.

Ole Madsen med 42 mål i 51 landskampe kunne ikke komme med til Olympiaden i 1960, fordi DBU ikke kunne give ham erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Han trænede ikke ret meget, men lavede masser af mål.

Preben Elkjær, der under Sepp Piontek udviklede sig til en verdensklasseangriber i 1980'erne, scorede 38 mål i 69 landskampe. Uden for banen var han kendt for at ryge og være såvel morsom som kæphøj. En verdensklassespiller, der sikrede Verona det italienske mesterskab i 1985.

DE TRE NÆVNTE kunne ikke være midtbanespillere eller spille i forsvaret. De var centerforwarder i ordets egentlige forstand. Måske så man ikke noget til dem i en halv time, og så lige pludselig scorede de et afgørende mål.

Jeg kunne have nævnt Henning Jensen, Benny Nielsen, Jon Dahl Thomasson og mange flere. Det afgørende er, at vi nu ikke forlanger, at Nicklas Bendtner skal kunne spille alle pladser på holdet –måske endda målmand. Nej. Bendtner skal gøre det, han er god til: Lave mål, mål og mål. Og lad os så blive fri for at høre, hvad han ikke er god til. Han er god til at lave mål, og dem har vi ikke mange af. Så lad nu Bendtner være Bendtner – alle i kloge fodboldhoveder.