Usympatisk jagt på efterlønnere

177

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

HVIS MAN skal tro det økonomiske parnas herhjemme, skyldes velfærdssamfundets snarlige sammenbrud efterlønsordningen.

Jagten drives især af radikale og konservative efterlønshadere med støtte fra nedladende professorer samt en stribe Venstre-borgmestre og erhvervslivets klakører.

LÆG MÆRKE til én ting: De har alle sammen én vigtig ting til fælles. Ikke en af dem vil drømme om selv at skulle klare sig for 190.000 kr. årligt som efterlønner. De ville dø af sult. Og læg mærke til en anden ting: Langt, langt de fleste af dem, der udtaler sig kritisk om efterlønnen, er folk, som stort set aldrig har været i nærheden af ærligt arbejde på en producerende arbejdsplads. Overforkælede politikere, akademikere, der er vandret direkte fra SU til velbetalte job i organisationer, virksomheder og læreanstalter. Lad os se på de argumenter, der køres mod efterlønnen:

1 Vi har ikke råd? Svar: Efterlønnen er en dyr ordning. På finansloven er den i år budgetteret til 23 milliarder kr. Men også andre indkomstoverførsler koster. Sygedagpenge over syv milliarder. Barselsdagpenge 10 milliarder. Arbejdsløshedsdagpenge 17,5 milliarder. Kontanthjælp seks milliarder. Og SU 12,5 milliarder.

Men hvor SU fra 2008 til i år steg med 1,5 mia., er tilgangen til efterlønsordningen stærkt faldende. Siden 2004 er antallet af folk på efterløn faldet med næsten 25 procent svarende til knap 47.000. Den udvikling forstærkes af velfærdsforliget fra for tre år siden som betød, at tilbagetrækningsalderen øgedes betragteligt, fordi den knyttes til stigende levetid. 'Problemet' er med andre ord faldende.

Men selv om man afskaffer efterlønnen, er pengene ikke sparet. Mellem 20 og 35 pct. af efterlønnerne er så nedslidte, at de ikke kan arbejde. Mange har været ledige så længe, inden de går på efterløn, at de heller ikke ville kunne få job.

Sammenligner vi med Sverige, hvor man ikke har efterløn, tyder det på, at en afskaffelse af efterlønsordningen meget langtfra vil bidrage til det økonomiske Quickfix, som en del politikere og økonomer forestiller sig.

Og allervigtigst: En fjernelse af efterlønnen løser på ingen måde dansk økonomis langsigtede problemer. Vi kan spare nogle penge, men landet bliver ikke rigere af det. Tværtimod.

2 Efterlønnen udnyttes af folk, som ikke burde være på efterløn? Svar: Det er stort set forkert. Selvfølgelig er der nogle velpolstrede typer, der hygger sig på efterløn. Men det er først og fremmest a-kasser med ufaglærte med fysisk hårdt arbejde, der går på efterløn, mens akademikerne har langt færre efterlønnere. Ekstra Bladet kunne forleden dokumentere, at ud af 136.000 efterlønnere er de 65 tandlæger, 47 læger, 228 arkitekter og 220 jurister.

3 Vi har brug for, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet? Svar: Det er korrekt. Derfor kan det også undre, at offentlige og private arbejdsgivere ikke gør det attraktivt for folk at blive længere på jobbet. Beslutningen om at gå på efterløn bestemmes af folks oplevelser på arbejdsmarkedet over en mangeårig periode. Jo mere folk har været berørt af ledighed, desto større er sandsynligheden for, de vælger efterløn. Der er masser af mennesker, der gerne vil arbejde til længe efter efterlønsalderen, hvis de altså bare kunne få lov af deres arbejdsgiver.

Efterlønnen er i dag på mellem 178.000 og 192.000 kr. afhængig af, om man går på efterløn før eller efter det 62. år. Jeg læste i sidste uge en arrogant udtalelse fra en af professorerne på Copenhagen Business School – en mand, der har tilbragt hele livet på læreanstalter i behagelig distance fra det virkelige liv. Professoren mente, at 'det er for flot i dag at lade 60-årige vælge selv at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, for offentlige midler'.

OG JEG tænkte på de mange efterlønnere, jeg selv har truffet ved møder de seneste år. Især i Nord- og Vestjylland. NNF-arbejdere fra slagterierne, der manglede fingre på grund af maskinerne – folk, der havde haft virkelig hårde arbejdsliv. Tag en tur rundt og hils på Danmarks efterlønnere. Hvis det er dem, der skal redde Danmarks økonomi, ser det fandeme sløjt ud! De har knoklet hele arbejdsliv og får nu skylden for de elendigheder, andre har forårsaget.

I de seneste fire år har danske virksomheder investeret 100 milliarder mere i udlandet, end Danmark har modtaget fra udlandet. Danmark rasler nedad på listen over verdens rigeste lande. Mens Løkke drømmer om, vi skal være blandt de bedste, dygtigste og rigeste ti lande i verden, fortsætter landet med at kure ned ad velstandslisten. Om få år lukker det sidste skibsværft. Om seks år har vi næppe et slagteri tilbage i Danmark. Produktion af viden og forskning flytter til Fjernøsten. Hvad skal vi leve af?

HVOR VILLE det dog være interessant, hvis læreanstalternes uproduktive, overforkælede professorer suppleret af fagøkonomiske teoretikere og CEPOS-politikere for alvor tog fat på den udfordring i stedet for en usympatisk jagt på efterlønnerne.