HVAD ER DET, vi danskere kan samles om? Hvis man skal tro de elektroniske mediers programlæggere, synes svaret at være brutalitet.

Vi formodes at stimle sammen foran skærmen, når der er mulighed for at se andre mennesker komme til skade. Eller i hvert fald blive ydmyget. Helst aflivet.

TV2’s seneste bud på en spændende krimi synes at opfylde dette behov.

Krimier handlede oprindeligt primært om opklaringsprocessen. Vi anspændte vore hjernevindinger til det yderste for at følge med Sherlock Holmes, Poirot, Maigret og Miss Marple. Egentlig var forbrydelsens art underordnet – det kunne være et mord eller et juveltyveri. Det var lige meget, for det var den intellektuelle opklaringsproces, der var i centrum. Underholdningen bestod i at tænke.

NU SYNES DET, som om underholdningen består i at godte sig. Nu er det mordet – og ikke mindst mordets art – det drejer sig om. Perversiteter udpensles, grusomhederne breder sig, mørket sænker sig.

Og selv en ellers lavmælt kommissær Beck nøjes nu nødigt med kun ét lig.

Splatter-effekten er sat i centrum – for den kræver ikke så mange hjerneceller. Nogle protesterer ganske vist over, at TV2’s ’Den som dræber’-serie ikke bliver sendt lidt senere på aftenen – for den slags er nemlig ikke noget for børn.

Undskyld – hvad med at sige: Den slags er ikke noget for nogen!

Jeg skal ikke her tage stilling til, om serien er kedelig, forudsigelig, eller hvorvidt det ville ha’ været en fordel, hvis man havde kunnet forstå replikkerne. Det, jeg fokuserer på, er, hvor stor en grad af vold man åbenbart mener, at vi skal være vidner til for at føle os underholdt.

FILM ER virkeliggørelsen af vore drømme, og vi skal bedømmes på det, vi drømmer om. Og man formoder åbenbart, at vi drømmer om, at ofrene helst skal være afgået ved døden under svære og langsommelige pinsler, som vi meget, meget gerne vil se udpenslet. Og ligene skal helst foreligge i samlesæt.

Kom ikke her og sig, at den slags ikke påvirker sind og tanke! Der findes gud hjælpe mig et ord, der hedder ’volds-æstetik’.

Man kunne også få den tanke, at den gigantiske succes for Stieg Larssons bøger og tilhørende filmatiseringer primært skyldes, at han er blevet misforstået. Går historien med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist som varmt brød på grund af udpenslingen af den vold, som historien ellers netop vender sig imod? Noget kunne tyde på det. Den samfundskritik, der må have været Stieg Larssons ærinde, synes at forsvinde ud af fokus for at signalere, at her er der guf for lystne sjæle med hang til at gnide sig i hænderne over andre menneskers lidelser.

HAR I PRØVET at se nærmere på udbuddet af computerspil? Vi lader vore børn og unge vokse op som deltagere i forskellige udgaver af massemord foran computerskærmene.

Tror man virkelig ikke, at det er med til at normalisere uhyrligheder, som vi tidligere uden at tøve tog afstand fra? Er det virkelig utænkeligt, at der ikke er en direkte sammenhæng med det faktum, at voldsforbrydelser i det offentlige rum er blevet grovere?

Vi kan jo ikke klare det med at indføre censur. Det er fristende, men det nytter ikke noget.

FORTVIVL IKKE – løsningen ligger ligefor. Og det er egentlig slet ikke så svært at få sat en stopper for uvæsenet. For selv de højest placerede tv-bosser og selv den største direktør i filmbranchen bestemmer ikke selv.

Der er nogen, der bestemmer over dem. Det er os.

Hvis ingen ser skidtet, så holder de op med at lave det. Så der er ingen grund til at appellere til diverse producenter, for de reelle beslutningstagere er os selv.

Nå, men så er den jo hurtigt fikset.