- Hvor længe skal Danmarks befolkning betale for, at der sidder en flok
amatører i SKATs ledelse og kaster skatteyderkroner ud i det blå. lyder
indledningen på Bent P.s indlæg, hvor han påtaler Skats mange fejl, som
ingen gøres ansvarlig for, og han fortsætter:
Et syndigt roderi
- Tag hele miseren med nummerpladerne – INTET fungerer. Der er ikke
nummerplader nok, folk får forkerte reg. attester. Kort sagt et syndigt
roderi på de danske skatteyderes regning.
- Nu har man sendt et indbetalingskort ud til ca. 270.000 danske bilister.
Igen en dyr fejl for skatteborgerne, og hvem lyver om tabet? SKATs
medarbejder Orla Kristensen. Det kommer til at koste os ca. 200.000 kr.,
hvor får han det tal fra?
Kom nu med sandheden
- Jeg kan da regne ud, at det koster et eller andet at trykke
indbetalingskortet og ikke mindst få det bragt ud. Kan dette gøres for 74
øre pr. stk. inkl. moms? Kom nu med sandheden.
- Var SKAT et privat firma, var det gået konkurs for længe siden, men ingen
bliver stillet til regnskab for deres tåbelige og dyre beslutninger, slutter
Bent P.
Men hvad mener du? Mener du, som Bent P., at de ansvarlige skal stilles til
regnskab, eller mener du, det er menneskeligt at fejle?
