- Denne triste nyhed (fra Vollsmose red) har spredt sig som ild i en
høstak. Det er netop dette, der får mig til at skamme mig over mine
muslimske medmennesker.
Sådan skriver Amir Hussein på muslimskesider.dk i et indlæg, der har overskriften 'En Eid fest - lige til at skamme sig over', og som foreløbig er blevet rost 167 gange. Amir fortsætter:
- Vi har i dag, blot 4 dage efter at en københavnske biograf trak overskrifter bevist, at vi ikke kan færdes fredeligt. Om vi vil det eller ej, så er muslimer stemplet. Hvis der er nogen, der stempler os, så er det først og fremmest os selv!
Hr og fru Hassan må tage afstand
- Den eneste måde at komme ud af denne bås er, ved at tage afstand fra
'vores' egne. Det er på tide, at vi markerer, at Hr. og Fru. Hassan ikke har
noget til overs for lømlerne i vores eget samfund. Nul tolerance over for
bander. Nul tolerance over for våben og nul tolerance over for den
ligegyldighed, som er med til at tilsmudse en stor del af de 250.000
fredelige muslimer, der er med til at bidrage positivt til dette samfund,
skriver Amir Hussein.
Også nationen! -debattør Sajad K føler trang til at skrive efter skyderierne, knivstikkeriet og kølleslagene i Vollsmose. Sajad skrev forleden et meget rost indlæg på nationen! om Eid-fest og larm i Palads-biografen. Nu er han på banen igen, fordi alle der hedder 'Hussein', 'Ali' og 'Ibrahim' får skylden for nogle få ballademageres opførsel:
Fordommene blusser op
- Den nylige begivenhed med vold og skyderier i Vollsmose sætter desværre
Eid-fejringen i et meget dårligt lys denne gang i og jeg føler en stor trang
til at afdæmpe floden af generaliseringer og fordomme, som med største
sikkerhed, er ved at blusse op, rundt omkring i Danmark.
Se også: Læs: Vanviddet i Vollsmose
Ud med de perkere
- Da jeg hverken ikke er officiel talsmand for alle indvandrere her i landet,
er min hensigt blot at 'slå koldt vand i blodet'. Fordømmende sætninger som
'det er også de skide indvandrere igen' og 'ud med de perkere', vil med stor
sandsynlighed blive brugt i nogle dagligstuer og kantiner rundt omkring i
landet.
Eid er ikke terrorisme
- Heftige overskrifter i dagens aviser optrapper sandsynligvis situationen
yderligere og en sætter igen 'min slags' i et forkert perspektiv. På de
forskellige arbejdspladser i landet må man - hvis man hedder 'Hussein',
'Ali' og 'Ibrahim' - endnu en gang understrege at Eid-fejringer, Islam,
halalslagtninger og omskæringer intet har med æresdrab, terrorisme og
skud-episoder i Vollsmose at gøre.
Alle i én kasse
- Personligt kan jeg sagtens følge generaliseringens tankegang fra et dansk
perspektiv. Det nemmeste er jo at skærre alle indvandrere over en kam, og
putte os alle sammen i en enkelt kasse, som ikke kræver en nuanceret
forståelse af de mange forskellige grupperinger og nationaliteter af
indvandrere - det er at springe over hvor gærdet, mentalt set, er lavest.
Jeg har ingen pistoler
- For mit eget vedkommende kan jeg afsløre at jeg hverken bærer pistoler
eller kniv, selvom jeg er en 2. generations-indvandrer og har et anderledes
navn! Her tillader jeg mig også at tale på mine venners og families vegne.
Jeg har ingen fremtidige planer om at udøve hærværk på en skadestue, og
kunne aldrig drømme om at smadre en politibil, på trods af at jeg har en
guldkæde, arabiske tv-kanaler og en vandpibe derhjemme.
Vokset op i ghetto
- Så vidt jeg ved, har jeg aldrig været medlem af nogen bander, selvom jeg er
vokset op i en ghetto og ofte handler stort ind hos grønthandleren. Mine
venner og jeg kunne aldrig finde på at overfalde dig, gøre grin med dig
eller ødelægge din film i biografen, selvom vi er en større gruppe unge
mennesker med udenlandsk udseende. Bydele som Vollsmose, Mjølnerparken,
Gellerup Parken og Stengårdsvej, hvor sidstnævnte er et område hvor jeg selv
er vokset op, er alle bydele med både utilpassede og velfungerende unge
mennesker.
Ghetto-børn der laver lektier
- Jeg ved det lugter af offer-mentalitet, men min oplevelse er desværre at
generaliseringern er ved at blive så store, at man automatisk associerer ord
som vold og hærværk med ghettoer. Man glemmer desværre at der findes
ghetto-børn og unge som laver lektier, passer et arbejde og gør sig fortjent
til de høje karakterer i folkeskolerne og på gymnasierne, på trods af at
sygesikringskortet er adresseret til Vollsmose.
Se også: Ekspert: Det er synd for Vollsmose
Volssmose-prototype
- Efter denne hårrejsende voldsepisode i Odense, bliver jeg personligt
utroligt ærgerlig over de fordømmende konsekvenser Vollsmose-sagen vil få
for landets ramadan-glade indvandrere. Men inden den enkelte borger giver
sig hen til fordømmende og arrige gloser om Vollsmose og indvandrere i
Danmark, håber jeg at mit indlæg måske kan dæmme en smule op for
generaliseringerne. På trods af at jeg med mit udseende kan minde om en
'Vollsmose-prototype'! slutter Sajad K.
Hvad mener du? Tænker du dårligt om alle muslimer efter Vollsmose-episoden? Og synes du også at hr og fru Hassan skal markerer, at de ikke har noget til overs for lømlerne i vores eget samfund?
