Ifølge DR havde debatten om integration og danskhed stået stille i så mange
år, at det var nødvendigt at gøre noget. Og public service-kanalen sendte
derfor de to programmer 'Gør Danmark dansk' og en halv times debat
efterfølgende, og hvis man skal se på, hvor mange der lige nu debatterer
integration og danskhed på DRs hjemmeside, så har DR netop haft en af sine
allerstørste succeser:
Læs: Se også: DR hidser seerne op: Muslim nægter at skåle
1200 kommentarer - det er skønt
- Vi er utroligt glade for at ægte moderne public service tv kan føles så
relevant at man får lyst til at deltage i en af samfundets vigtigste
værdidebatter. Det er skønt, siger programredaktør Gitte Tækker til dr.dk,
og henviser til de snart 1300 kommentarer, der er kommet fra seerne på
hjemmesiden 'Gør
Danmark Dansk'.
Nogle kommentarer har været for grove, og er blevet slettet, men af de 1268
der pt. er tilbage, er der delte meninger om programmernes betydning for
integrationen.
Lalleglad kulturradikalisme
Rune I. skriver f.ex. at den 'happy end', seerne fik serveret i går var
komplet falsk og forudsigelig:
- Overfladisk poppet udsendelse. Enhver vidste på forhånd at det ville ende i
fryd og gammen. Men det er jo ikke sandheden. Alle de virkeligt svære
spørgsmål om kvindesyn, Afghanistan, vore soldaters indsats, demokrati,
ytringsfrihed, tvangsægteskaber etc. etc.
- Hvis de spørgsmål var blevet taget op ville det ende anderledes og vi ville
se nogle holdninger der var helt modsatte. Udsendelsen var således udtryk
for lalleglad kulturradikalisme.
Rigtig godt - viser vi kan enes
Omvendt mener Marie at budskabet - kendskab giver venskab - var godt
formidlet, og viser, at integrationen nok sla lykkes:
- Jeg synes det var et rigtig godt program, som viste vi sagtens kan enes -
trods forskellighed og kultur. Efter min mening, synes jeg ikke Zerife (den
tørklædeklædte unge muslim, der gik på værtshus, men ikke ville skåle, red)
gør noget forkert. Hun har sine meninger og holdninger, og det skal hun have
lov til. Hun lever efter sine overbevisninger og hvem gør ikke det?
- Hvorfor skal hun sige 'skål', når det er imod det, hun står for? Hun var da
imødekommende ved at sætte sig ved bordet og ved at gå med ind på
værtshuset, selvom hun ikke brød sig om det. Men hun gjorde det i respekt
for Lisbeth. Det siger da meget om hende!!
Men hvad mener du? Viste programmerne et ægte billede - og skal DR sende mere af samme slags?
