- For efterhånden mange år siden fik bankerne i samarbejde med arbejdsgiverne
tvunget lønmodtagerne til at oprette en bankkonto, hvis vi ville ha’ vores
løn. Det ville gøre alting nemmere. I dag kan man så spørge: Nemmere for
hvem? lyder indledningen på Jørgen H.s læserbrev.
Ringere og dyrere
Han mener bankernes service er blevet ringere og dyrere, og at man som kunde
kun er til besvær. Bankerne får alligevel pengene via lønkonti og behøver
ikke ulejlige sig mere. Jørgen H. fortsætter:
- Der var ikke alt det gode, bankerne ikke ville gøre for lønmodtagerne. Årene gik, og nu skulle vi alle sammen ha’ et checkhæfte. Det ville stadig være gratis at betale med check.
Gebyr for check
- Årene gik, og nu skulle vi pludselig betale gebyr, hver gang vi betalte med
check. Og så blev dankortet indført. Som sædvanlig meddelte bankerne, at det
selvfølgelig ville være gratis at betale med dankort. Hvordan er det så gået
med det løfte?
Bar røv at trutte i
- Bankerne har i dag millioner af lønmodtagernes penge stående i kortere eller
længere tid, som de kan jonglere med og låne ud til høje renter, mens vi
kunder kan få deres bare røv at trutte i.
Vi kan få lov at betale
- Der var engang, bankerne var til for kundernes skyld. I dag er kunder kun
til ulejlighed. Vi kan få lov at betale direktørernes høje lønninger og
betale, når banken er gået konkurs.,Ellers er vi kun til besvær, konstaterer
Jørgen H.
Er det rigtigt, hvad Jørgen H. skriver, at du som bankkunde kun er til
besvær, eller er du tilfreds med bankens behandling af dig?
