- Det statsautoriserede landevejsrøveri vil ingen ende tage!, lyder
indledningen på Peder S.' læsebrev til Ekstra Bladet, hvor han opfordrer
danske bilister til at så sammen og advare hinanden, når de ser en fotovogn,
som han mener udelukkende har til formål at lade danske bilister fylde den
slunkne statskasse.
En flåde af fotovogne
- Som vi alle ved, har politietaten et nyt trumfkort i ærmet. Der skal
indsættes en flåde af spritnye fotovogne, så danske bilister kan bidrage til
at fylde mønt i en slunken statskasse.
- Det hedder sig, at tiltaget er lavet for at øge trafiksikkerheden. Ikke
desto mindre er de eneste beregninger, jeg har hørt om af økonomisk karakter
– tankevækkende!
Blink tre gange
- Hvordan kan vi i fællesskab gøre noget? Jo, når du kører på landevejen og
ser en fotovogn holde i modsatte side af vejen, skal du blinke tre gange med
lyset – og kun tre gange – til dine modkørende for at advisere om
tilstedeværelsen af pengemaskinen.
- Trafiksikkerheden er således blevet tilgodeset og ulykkestallet nedsat.
Læs også: Dims
der snyder fotovognene - helt lovligt
- Man kan så mene, at politiet går glip af adskillige millioner ved ovennævnte
procedure. Men fortvivl ikke – der er en løsning på problemet.
Nye forretninger
I og med at politiet – med det nye avancerede udstyr – bliver lagerførende i
meget vellignende fotos af bilister med store smil og velsiddende hår, åbner
det op for nye forretninger.
- Vi bilister kan findes via vores nummerplade. Vi kan få et brev med tre
pasfotos og herefter træffe beslutning om, vi ønsker at beholde billederne,
lyder Peder S.' kreative forslag.
Er du enig med Peder S i, at bilisterne må stå sammen og dæmme op for
fotovognene?
