Mere end 9000 seere støttede Tanja fra Thisted, da hun på børnekanalen
Ramasjangs Facebookside klagede over sproget i programmet Pendlerkids.
Se også: Læs: Kræver narko bitch ud af Ramasjang
- Sjældent har jeg set et børne program med så grimt et sprog! Idiot, bitch, fuck, og fucking er bare nogle af de ord, som der bliver brugt, skrev Tanja, og selv om Ramasjang-chef Kirstine Vinderskov i den efterfølgende debat flere gange forklarede, at der skam var gode grunde til at bruge netop de grimme ord, fordi de indgik i en handling, så synes seernes redaktør Jacob Mollerup, at svarene faldt for sent:
Bliv bedre til at tage debatten
- Man (kan) ikke bare oprette en debatfunktion - uanset om det er på dr.dk
eller Facebook - og så undlade at gå ind i en debat, der optager tusindvis
af forældre.
- Det må de ansvarlige i DR blive bedre til, skriver seernes redaktør i en klumme på dr.dk, hvor han iøvrigt forsvarer brugen af bitch og fuck i det specifikke program - men samtidig gerne havde set, at Ramasjang havde ventet med at sende det.
Skulle have ventet til januar
- Der er langt fra en 4-årigs verden til en 12-årigs. Derfor er det et kæmpe
fremskridt, at DR fra nytår får to børnekanaler. Ramasjang for de 3-6 årige.
Og en ny kanal der især bliver rettet mod de 7-12 årige. Netop derfor havde
det været logisk først at sende Pendlerkids på den nye kanal, skriver Jacob
Mollerup i dette foreløbig punktum i bitch-sagen.
