Politikers datter tvinges til sprogtest

Hvad fanden nytter det, at jeg som mor gør, hvad jeg kan, for at min datter kan dansk, når man alligevel bare ser hende som en indvandrer

  • Özlem Sara Cekic. (Foto: Lars Krabbe)
Özlem Sara Cekic. (Foto: Lars Krabbe)

FORLEDEN fik jeg at vide, at min treårige datter skulle sprogtestes. Det fik mig til at måbe.

Mine tre børn kommer til at tale bedre dansk, end jeg gør. Og det er jeg faktisk pavestolt af. Når de retter mig sprogligt, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. De har slet ikke de samme problemer, som jeg havde, da jeg var barn. Jeg boede først permanent i Danmark, da jeg var 12 år, og det tog mig mange år at lære sproget ordentligt. Jeg kommer fortsat til at bytte om på ’en’ og ’et’, ligesom der stadig dukker ord op, jeg ikke kender.

JEG HAR altid været bevidst om, at mine børn ikke måtte få de sproglige problemer, jeg selv havde. Derfor har jeg valgt at tale rigtig meget dansk med dem. Ja, faktisk er det endt med, at vi ofte glemmer at tale nok tyrkisk med dem. Det kan nemlig være lidt svært at huske at bruge det tyrkiske sprog, når man på arbejdet, med vennerne og selv i tankerne og drømmene taler dansk.

Det er bare, som om det altid er sværere at finde ordene på tyrkisk.

Derfor er jeg rigtig glad for, at børnenes bedsteforældre gør en indsats for, at de ikke skal glemme det tyrkiske sprog. Det synes jeg er skønt. Både, fordi det er en gave at kunne flere sprog, og fordi det gør, at de bliver ved med at kunne snakke med bedsteforældre og andre tyrkisk-sprogede familiemedlemmer.

DER ER ikke tvivl om, at mine børns hovedsprog er blevet dansk, og det er også det sprog, de vælger, når de snakker med hinanden. Der er ikke sproglig forskel mellem mine børn og de andre danske børn.

Eller sådan troede jeg, det var. Indtil forleden da pædagogen i børnehaven så orienterede mig om, at nu skulle min datter sprogtestes, selv om hun efter deres opfattelse ikke havde nogle sproglige problemer.

JEG SYNES, at det er hul i hovedet og spild af skatteydernes penge, at børnehaven skal bruge deres tid på at teste en pige, som er så dygtig sprogligt.

Og jeg har heller ikke lyst til, at hun skal opleve, at man forventer, hun er dårligere til dansk, bare fordi hun også kan noget tyrkisk. Ligesom jeg ikke har lyst til, at hun bliver behandlet anderledes end sine veninder, bare fordi jeg ikke er født i Danmark.

MEN JEG kunne ikke sige nej til sprogtest, fik jeg at vide. Det var noget, kommunen havde besluttet. De andre børns forældre kunne vælge at sige nej til sprogtest, men det kunne vi ikke, da vores familie var tosproget.

Til trods for alle mine anstrengelser virker det, som om mine børn aldrig kan blive danske nok. Hvad fanden nytter det, at jeg som mor gør, hvad jeg kan, for at min datter kan dansk, når man alligevel bare ser hende som en indvandrer, der skal sprogtestes –  selv om hun er født på Rigshospitalet, og slet ikke er indvandret nogen steder fra?


Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste i nationen!
Hent flere
Kom EKSTRA i dybden