nationen

Pariserbøf på århusiansk

Restaurant Kohalen, Jægergårdsgade 152, 8000 Århus C, tlf.: 86 12 14 81

1/2
Næste »

På Mols-Linien er kokkene sandsynligvis gået planken ud, og køkkenet blot befæstet af smagløse pirater. Hurtigfærgens restaurant blev sidste uges absolutte bundscorer med nul (0!) stjerner i pitstop-værdi, for buffetens indhold var blot en parodi på mad.

Heldigvis viste Aasløkke Kro lige ved Sjællands Odde sig at være en sikker havn for sultne rejsende, og nu kan vi med lidt læserhjælp tilbyde tilsvarende redningsplanke på Jylland-siden. Tag godt imod Danmarks nok største pariserbøf; den får du hos Restaurant Kohalen på Århus Havn.

Udefra ligner bygningen mest et pakhus. Et gammelt halvforfaldent ét af slagsen. Og skiltet med ’restauration’ ser mere ud til at dække over en bodega eller en smugkro. Men der har ikke været et ledigt bord fra den 4. november til den 7. januar, så noget må de gøre rigtigt på Kohalen.

Fra mandag til fredag mellem 11.30 og 16.00 er køkkenet åbent på havnens hemmelige madoase, og er du til dansk mad på den matadorske måde, kan du godt gribe telefonen allerede nu og bestille bord til næste gang, vejen går gennem Århus.

På Kohalen huserer Jes. Det er umuligt at have undgået at mærke efter et besøg på stedet. Jes er værten, og han er så gennemført århusiansk, at han burde optræde i en TV-2-sang.

Man bliver mæt
Jes har en drøjde, der gør, at hans mad uden tvivl må indeholde god næring. Rigtig god næring. Da han sætter pariserbøffen på bordet og siger velbekomme, ser han nærmest misundelig ud. Og det er der grund til.

En pariserbøf på Kohalen er et fulddækkende måltid i bogstaveligste forstand. Her er tale om anslået godt et halvt pund fars viklet om et stort stykke ristet toast, dækket af et bjerg af revet peberrod og omkranset af skåle med henholdsvis kapers, rødbeder, hakkede løg og to friske æggeblommer. Den samlede mængde mad på tallerkenen er murerarbejdsmandtilfredsstillende. Man bliver mæt.

Flæskeæggekage med purløg, dansk bøf med bløde løg og spejlæg, friske rejer med mayonnaise og citron. Mundvandfremkaldende retter, hvis man altså er til dansk mad.

Kohalen har netop haft 100-års jubilæum. Jeg tvivler stærkt på, at der er sket de store forandringer på menukortet, siden stedet åbnede. Og heldigvis for det.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste i nationen!
Hent flere
Kom EKSTRA i dybden