Indlæser...

Hvem dræbte Martin Luther King?

Dr. King var elsket og hadet, men hvem hadede ham nok til at slå ham ihjel - var det FBI, mafiaen eller den småkriminelle James Earl Ray?

08:00, 21. dec 2007 | Lars K. Jensen, Anna Diaz Korsaa

Annonce

Blev Martin Luther King offer for en enlig racist, eller var der en konspiration bag? (Foto: Dick DeMarsico, New York World-Telegram & Sun Collection)
Blev Martin Luther King offer for en enlig racist, eller var der en konspiration bag? (Foto: Dick DeMarsico, New York World-Telegram & Sun Collection)

Annonce

Annonce

I have a dream.

De udødelige ord er skrevet ind i historiebøgerne ligesom manden, der ytrede dem. Martin Luther King jr. var dog ikke selv udødelig, og den 4. april 1968 kl. 18.01 blev han skudt ned på svalegangen foran sit værelse på Motel Lorraine i Memphis, Tennessee.

Efterfølgende blev den småkriminelle James Earl Ray idømt 99 års fængsel for mordet. Der eksisterer dog en udbredt idé om, at det enten ikke var Ray, eller at han ikke arbejdede alene. Blandt andet fordi han næppe ville have gjort det uden af få betaling.

Bombeattentat mod King
I 1951 færdiggør King sine teologistudier og samtidig med jobbet som pastor og arbejdet på hans doktordisputats, involverer han sig i Borgerrettighedsbevægelsen.

Rosa Parks nægter i 1955 at give sin plads i bussen til en hvid mand, og hun bliver arresteret. King organiserer derfor, blandt andet, en boykot af Montgomery’s busser, som varer i over et år. Luften er tyk af spænding, og Kings hus bliver udsat for et bombeattentat.

I sommeren 1963 er King en af hovedfigurerne bag Marchen Mod Washington, der samler 250.000 mennesker bag kravet om lige rettigheder for alle amerikanere.

Marchen afsluttes med den berømte tale om drømmen, og Martin Luther King bliver fra da af den naturlige frontfigur for Borgerrettighedsbevægelsen.

Hans ikke voldelige taktik vækker beundring og støtte til sagen. King er inspireret af Gandhis budskab om ikkevold og den nordamerikanske filosof Thoreaus tanke om civil ulydighed. Det uretfærdige skal bekæmpes med angreb på selve uretten og ikke menneskene bag. Ikkevoldsforkæmperen skal kunne tåle overgreb og lidelse uden fysisk at slå igen. Hele tanken bunder i en tro på, at retfærdighed og fred vil sejre til slut.

Et nys kunne dræbe
I de sidste år af hans liv blev King mere kontroversiel, i forhold til hvad mellemklasse-Amerika var vant til. Han plæderede blandt andet for fuld økonomisk boykot af de racistiske regimer Sydafrika og Rhodesia, Zimbabwe, og talte også kraftigt imod krigen i Vietnam. I det meste af 1960erne aflyttede FBI hans telefoner og forsøgte at sprede rygter om ham for at så splid i bevægelsen.

Som den hidtil yngste mand nogensinde modtog Martin Luther King Nobels Fredspris i 1964, 35 år gammel. Med hans egne ord modtog han prisen med en 'tålmodig tillid til Amerika og en frejdig tillid til menneskeheden'.

King holdt sin sidste tale den 3. april, dagen før hans død, til fordel for strejkende renovationsarbejdere i Memphis.

'I’ve been to the mountaintop' er en bevægende tale, hvor han blandt andet fortæller om degang, han blev stukket ned i New York og ville være død, hvis han havde nyst. En sindsforvirret kvinde stak King i brystet, og han blev hurtigt kørt til hospitalet. På røntgen billederne så lægerne, at kniven var stoppet lige før aorta. Et nys kunne have fået kniven til at gennembore aorta og slået King ihjel.

King slutter talen af med ordene:

- Well, I don't know what will happen now. We've got some difficult days ahead. But it doesn't matter with me now. Because I've been to the mountaintop. And I don't mind. Like anybody, I would like to live a long life. Longevity has its place. But I'm not concerned about that now. I just want to do God's will.

Skød Ray eller FBI dr. King?
Der var mange, der havde motiv til at slå Martin Luther King ihjel. James Earl Ray var småracist og havde flere gange erklæret overfor sine venner, at han ville myrde King for penge.

Men Ray havde rejst meget langt for at begå mordet, og mange efterforskere mener, at han næppe ville have gjort det uden at modtage en pæn betaling for det.

FBI var heller ikke just pjattede med Dr. King, og der var agenter i hobetal på den skæbnesvangre dag ved Motel Lorraine.

I FBI og daværende chef J. Edgar Hoovers øjne var King en provokatør, der brugte udenomsparlamentariske midler, hvilket dengang var det samme som at være kommunist. I lyset af de handlinger amerikanske myndigheder begik i de tider pga. frygt for kommunisme, er det ikke utænkeligt, at den politiske frygt kombineret med racehad resulterede i en konspiration om at dræbe præsten med de stærke overbevisninger, mener konspirationsteoretikere.

Mafiaen og Ku Klux Klan
På grund af den voksende Borgerrettighedsbevægelse, blev tilstrømningen til Ku Klux Klan også større i 60erne. Mafiaen fandt også trøst i klanens klamme budskab, og mange mafiafolk var medlemmer af den hvide klub.

Dengang holdt KKK sig ikke tilbage for at myrde amerikanere med afrikansk baggrund, og deres forbindelser indenfor politi og retsvæsen gjorde, at forbrydelserne sjældent blev opklaret.

Der er ingen tvivl om, at den gode dr. King har stået højt på klanens dødsliste?

Afstemningen er afsluttet. 85 procent tror på, at mafiaen eller efterretningstjenesten var indblandet i mordet på King. Husk at følge de andre konspirationsteorier.

Annonce


Annonce