Dagens klumme: Vi sparker nedad

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Måske var det bare, fordi jeg var barn. I hvert fald var det sådan dengang, når jeg rejste i udlandet med mine forældre og fortalte andre, at vi kom fra Danmark, så kendte de andre europæere os mest for Elkjær, Laudrup, frisind, høj skat, lyst hår – og en god fordeling af rigdommen. Særligt Elkjær, Laudrup og på hinanden følgende landshold i 80’erne og starten af 90’erne efterlod ikke et øje tørt hos mig.

Det var for fedt, at underdog’en, den lille nation, slog Tyskland; og at vore spillere blev kåret som verdens bedste. Det er altid rart, når den lille kan hævde sig over for den store.

Hader vores profet
Igen i år har jeg været en tur på landevejene i Europa, og jeg var ude for et par oplevelser, hvoraf den ene fortjener at blive gengivet her:
En tidlig morgen i Bonn er min lille familie kommet på afveje. Forbi os kommer en ung mand, klædt i jakkesæt på vej til arbejde. Han skal med toget og kan derfor godt følge os på vej til Bonns hovedbanegård. Undervejs spørger han høfligt, hvor vi kommer fra. Holland?

Da vi fortæller, at vi er fra Danmark, ser han helt forkert ud i hovedet. ’Nå, det er jer, der hader vores profet,’ konstaterer han. Pinligt berørte forsøger vi at forklare, at ikke alle i Danmark synes, at Jyllands-Postens provokation er lige genial.

Ser gennem fingre med det
Hvis man driller den stærkeste dreng i skolegården, så kan man sige, at det er oprør, satire og sundt for kulturen i skolegården. Men når man mobber den mindste dreng i skolegården, så er det bare dumt, sygt og har nogle allerhelvedes alvorlige konsekvenser for den, der bliver mobbet. Tænk engang, sådan er det også, når vi bliver voksne.

Og så er der ellers dømt fri mobning.
Ikke nok med, at Jyllands-Posten opfører sig ualmindelig dårligt og dumt, avisen hyldes samtidig for sin opførsel af diverse magthavere i Danmark. Tænk, hvis skoleinspektører ikke alene så gennem fingre med mobning, men decideret opfordrede lille Lasse til at fortsætte, fordi det er godt, at han lærer at bruge sin ytringsfrihed.

Mest sårbare
Lige nu hævder den lille nation sig ikke. Den sparker nedad. Den finder en af de mest sårbare grupper i samfundet. Dem, der har sværest ved at finde arbejde, dem, som ingen gider at gå i skole med, dem, som lever for allerfærrest penge, dem, som ser anderledes ud, dem, som tror på en anden Gud end flertallet. Og så er der ellers dømt fri mobning. I ytringsfrihedens hellige navn.

Måske var det bare, fordi jeg var barn, at historien om vores lille land var så lyserød. Måske var det faktisk, fordi tiden var en anden og Danmark noget andet. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg ikke nogensinde vil forsvare Jyllands-Postens pinlige mobning. Og jeg ved, at jeg i dag bedre end nogensinde forstår de amerikanere, der lavede kampagnen: ’Not in our name’, da USA gik ind i Irak. Sådan har jeg det også med tegningerne. Ikke i mit navn. Ikke med min gode vilje.

Tilladt, ja. I orden, nej! Og så er der ellers dømt fri mobning. I ytringsfrihedens hellige navn