Befri min postkasse

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Der må være en måde, hvormed jeg helt kan undgå reklamer, eller hvad? Kan det virkelig passe, at Post Danmark blot kan proppe reklamer ind i et lille hvidt omslag og dermed sætte deres egen nej tak-regel ud af kraft? Det slog jeg et smut forbi posthuset for at få opklaret.

Jeg tror, der er sket en fejl her. Jeg har altså takket pænt nej til reklamer, hvorfor får jeg dem så alligevel?

Den søde postkvinde kiggede mildt og forstående på mig.

– Ja, men de reklamer der ligger i omslaget, respekterer altså ikke et nej, forklarede hun med et halvt undskyldende, halvt bedrøvet blik.

Nå, men hvordan kan man så stoppe det?

– Det kan man ikke, indvendte hun spagt og fortsatte med lidt mere fast stemme.

– Men vi får mange klager over, at vi deler reklamer ud til dem, der ikke ønsker det. Det bedste, jeg kan anbefale dig, er at klage til afsenderen af reklamen. For de bestemmer desværre selv, om de vil respektere et nej tak.

Nu blev jeg for alvor forvirret. For jeg troede i min tilsyneladende komplette naivitet, at nej betyder nej.

Hvilken effekt har jeres skilt så?

– Langt de fleste respekterer heldigvis et nej, indvendte hun.

Jeg begyndte at ane en krise i mit forsøg på helt at slippe for reklamer. Kan det virkelig passe, at Post Danmark – opfinderen af ’reklame nej tak’-skiltet – vælger at ignorere deres eget skilt blot for at tjene en skilling ekstra? Det giver jo ingen mening. Blot ussel mammon. Øv. Men jeg havde ikke givet helt op endnu.

Her i weekenden har jeg gennem jeres hvide omslag fået en reklame fra Tivoli Friheden, og jeg har ikke engang børn. Samt en reklame fra den lokale kirke på trods af, at jeg for længst har meldt mig ud af den forening. Det er jo papirspild. Kan det ikke nok stoppe?

– Desværre ikke. Men jeg synes også selv, det er irriterende, medgav hun.

Har du da selv et nej tak på din dør?

– Ja, det har jeg, indrømmede postkvinden uden tøven.

Så du får altså også selv uønskede reklamer?

– Ja, det får jeg. Men der er ikke noget, vi kan gøre ved det.

Øv, jeg troede lige, at jeg havde fået hende over på min side og dermed havde hjælp inden for murene.

Der er altså intet, jeg kan gøre for at slippe for de reklamer? prøvede jeg en sidste gang.

– Desværre ikke.

Postkvinden trak beklagende den ene side af overlæben op som gestus og sagde pænt farvel til mig.