Den cremehvide, rødkindede maske med bredt smil og sort moustache fanger
hurtigt blikket, når man ser demonstrationer mod handelsaftalen ACTA. Guy
Fawkes-masken, som den kaldes, stammer fra Warner Brothers-filmen "V
for Vendetta" fra 2006.
Og den blev for alvor udbredt, da hackergruppen Anonymous optrådte i videoer på nettet og under en demonstration mod Scientology.
Siden er masken blevet brugt af modstanderne mod ACTA. I lørdags kunne man ved Stop ATCA-demonstrationerne i Danmark ligeledes se Guy Fawkes titte frem fra mængden.
Støtter modstander
Men maskens popularitet rummer dog et paradoks: Hver gang, der bliver solgt en maske, går der nemlig penge til Warner Brothers. Filmselskabet er medlem af MPAA - Motion Pictures Association of America - som er blandt de større lobbyister for ACTA. Demonstranternes penge går dermed til en af de største fortalere for ACTA, som skal sikre rettighedshavere mod ulovlig kopiering. Det skriver metroXpress.
