Langt færre spisesteder får kontrolbesøg

Samtidig er antallet af sure smileyer faldet med 70 pct. Ingen problem, hævder ordfører.

I perioden 2008 til 2013 er antallet af fødevarestyrelsens kontrolbesøg hos landets spisesteder faldet med 31,5 pct. Det viser en undersøgelse, som cateringfirmaet Vitam har lavet på baggrund af 13.500 smiley-rapporter.

Smiley-ordningen er et af Vitams vigtigste parametre, når virksomheden vælger leverandører. Derfor ærgrer det direktøren, at kontrollen bliver mindre.

"Når antal kontrolbesøg falder med hele 31,5 procent i en femårig periode, begynder alarmklokkerne at ringe. Fødevarestyrelsen har ikke ressourcer til at lave de nødvendige kontrolbesøg, og det betyder at smiley-ordningens troværdighed lider et alvorligt knæk,” siger Vitams direktør, Andreas Linde.

Mindre kontrol er uacceptabelt

Faldet er sket i en periode, hvor der samtidig er kommet flere spisesteder. Men de færre kontrolbesøg er ikke et udtryk for, at kontrollen er blevet ringere, hævder socialdemokraternes fødevareordfører:

"Man har arbejdet på nye og mere moderne kontrolforanstaltninger. Jeg håber, kontrollen er blevet mere målrettet, så vi får det samme høje niveau. Vi accepterer i hvert fald ikke, at vi skal kontrollere mindre," siger Orla Hav (S) til epn.dk og uddyber fødevarestyrelsens måde at gribe det an på.

vitma.jpg

"Hvis en stor kæde kan fremlægge en kvalitetsdagsorden på samtlige af deres salgssteder, skal vi ikke besøge dem alle, hvis vi kan sige, at de har så godt styr på tingene, at vi kan lave en fælles godkendelse. Det giver færre kontrolbesøg, men formentlig det samme eller et bedre resultat," siger Orla Hav.

Derfor forsøger fødevarestyrelsen ifølge ordføreren bevidst at sortere mellem stederne. Styrelsen kontrollerer og hjælper dem, der har svært ved at leve op til kravene og kommer efter dem, der ikke vil leve op til kravene.

"Dem, der både vil og kan får større handlefrihed, men det betyder ikke, at de er fredet. Men hvis nogen viser, at de har godt styr på det, så vil vi gerne kvittere med at indrette kontrollen derefter," siger Orla Hav.

70 pct. færre smileys

Undersøgelsen viser også, at antallet af sure smileys er faldet med 70 pct. i løbet af fem år.

En positiv udvikling, skulle man synes. Men det vækker ikke den store glæde hos Vitam.

"Det betyder enten, at hygiejnen er blevet markant bedre, eller at kontrollørerne ikke har ressourcer til at gennemføre grundige kontrolbesøg, som opdager de dårlige tilfælde," siger Andreas Linde, der frygter, at det sidste scenarie er det korrekte.

Mere lempelig kontrol

Fødevarestyrelsen har et mål om, at mindst 75 pct. af de kontrolbesøg, som fører til anmærkninger, skal resultere i et forbedret resultat ved det efterfølgende kontrolbesøg.

Vitam tror, at det medfører en mere lempelig kontrol.

"Det er i virkeligheden et mål, som styrelsen ikke har indflydelse på. Den kan ikke bestemme, hvorvidt en restaurant bliver bedre til at holde styr på hygiejnen. Denne målsætning lægger op til, at kontrollørerne skal se igennem fingrene ved fejl i kontrolbesøg, for at fødevarestyrelsen kan opnå sin målsætning,” siger Andreas Linde.

Ikke kendskab til kompromis

Det er ikke tilfældet, forsikrer Socialdemokratiets fødevareordfører.

"Jeg vil hellere se det som et resultat af, at vi har givet de anmærkede steder besked om, at de skal opfatte os som nogen, der stiller vores faglige viden til rådighed. Ikke som kontrollører. Man bør altid rejse spørgsmålet, om der er noget, man går på kompromis med. Det har jeg ikke kendskab til, at den skulle være," siger Orla Hav.

Se Vitams indlæg om smiley-ordningen her.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen