The Cloakroom får millioner af engelsk investor

Onlineprøverummet vil etablere kontor i Danmark - grundlæggerne bliver dog i Amsterdam.

Siden The Cloakroom blev lanceret for et år siden, har tjenesten opbygget en månedlig millionomsætning og 40 arbejdspladser.

De to stiftere er danskerne Kasper Brandi Petersen og Asbjørn Jørgensen, der efter en investering på 2 mio. kr. og efterfølgende vækst, nu har sikret sig endnu en investering – denne gang på 9 mio. kr. fra et engelsk ventureselskab og en privat investor.

Med kontor i Amsterdam valgte de to stiftere at etablere The Cloakroom op i Benelux-regionen, og ekspanderede så til Danmark i februar i år. På det danske marked er The Cloakroom indtil videre den første og eneste personal shopping tjeneste.

Afgørende visioner

The Cloakroom har tidligere fået en mindre investering af den danske iværksætter og investor Klaus Nyengaard (Wahanda, Sekoia m.fl. og tidligere adm. direktør for Just Eat). Den seneste investering på 9 mio. kr. kommer fra det London-baserede ventureselskab Connect Ventures og den hollandske iværksætter Kees Koolen (advisor i Uber og tidligere direktør for Booking.com).

"Jeg glæder mig til samarbejdet med Cloakroom og til at følge vores første investering i Amsterdam. Selskabets hurtige vækst og rentabilitet gjorde os interesserede, men hvad vi fandt mest overbevisende var Asbjørn og Kaspers vision om opbygge et globalt, kundeorienteret site samt det hold, de har rekrutteret," siger investoren Sitar Teli, der tidligere har investeret i blandt andet SoundCloud og transport app’en Citymapper, og fortsætter:

"Vi tror, at Cloakroom har ramt forbrugernes fremtid, en fremtid med fokus på bekvemmelighed og personalisering."

Personlig betjening og god whisky

Kasper Brandi forklarer, at den nye investering blandt andet skal betale et showroom i København.

"Vi satser på at have 15 danske personal shoppers i år, og alle kunder får adgang til et smukt showroom i centrum af København, hvor vores dygtige kvindelige personal shoppers altid hilser dem velkommen med et smil og et glas premium whisky," siger medejer Kasper Brandi Petersen.

Danmark er ikke et slemt sted at drive forretning

Det var en logisk strategi, at teamet startede virksomheden op i Holland, da Cloakroom fra dag et har haft hele Nordeuropa som sit marked, og den store havn i Rotterdam gør Holland til et logistisk knudepunkt i Nordeuropa.

Konceptet tilbyder kunder en personal shopper, som overtager deres tøjindkøb.

• Baseret på et online spørgeskema og en telefonsamtale, tilsendes kunden personligt udvalgte tøjartikler.

• Kunden udvælger de stykker tøj, som han ønsker at beholde.

• Resten sender kunden tilbage i samme æske med porto betalt.

• Betaling sker først ved returnering af uønskede artikler.

Har måttet revurdere sin holdning

Tjenesten kræver ingen gebyrer, og kunden betaler kun det tøj, der bliver valgt – netop derfor gav det mening at vælge Holland, men Kasper Brandi Petersen og Asbjørn Jørgensen har siden da fået øjnene op for Danmark.

"Da jeg arbejdede i Maersk havde jeg i en periode en månedlig klumme i Berlingske Business, hvor jeg ofte var negativ omkring Danmark som arbejdsmarked og vækstland. Jeg har det seneste år lært, at Danmark bestemt ikke er et slemt sted at have en virksomhed af den simple årsag, at der er så meget talent til rådighed,” fortæller Kasper Brandi Petersen Trendsonline.dk.

Bliver i Amsterdam

Det var også udsigten til færre omkostninger på grund af de lave skattesatser, der betød at valget faldt på et hovedkontor i Amsterdam.

“Vi har haft så travlt med at overtale danskere til at flytte til Amsterdam og arbejde for os, og nu er vi hoppet i den anden grøft og er store fortalere for et lokalt kontor, på trods af hvor dyrt det er i København forhold til at have danskere siddende i Amsterdam.”

Kasper Brandi Petersen og Asbjørn Jørgensen forbliver på hovedkontoret i Amsterdam, men åbner et lokalt kontor i København, hvor også det svenske team skal sidde.

The Cloakroom udvider markedet til Danmark

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen