Melodi Grand Prix-vinder politianmelder tobaksenkes advokat

Landsretssag tager bizar drejning: Michael Teschl og hans advokat beskylder Tineke Færchs advokat for procesbedrageri i forbindelse med uvildig ekspert

03:00

ØSTRE LANDSRET (Ekstra Bladet): - Min klient har i går aftes indgivet politianmeldelse mod Tyge Trier. På baggrund af de forsøg, som Tyge Trier nu har gjort for at afspore processen og påvirke en teknisk sagkyndig.

Den tidligere Melodi Grand Prix-vinder Michael Teschls advokat Karoly Németh har mandag morgen informeret dommeren i Østre Landsret om, at hans klient har meldt den stenrige tobaksenke Tineke Færchs advokat til politiet for procesbedrageri.

Tineke Færch sidder i landsretten ansigt til ansigt med sin tidligere rådgiver Michael Teschl.

Se også: Regnskabsrod i tobaksenkes pengetank: Revisor smidt på porten

Sagen er en ankesag, som Teschl med sin fagforening 2B i sin tid anlagde mod sin tidligere arbejdsgiver for at få hende til at udbetale manglende løn, fratrædelsesgodtgørelse og feriepenge.

Løgnagtige udsagn
Sagens første dag, som efter planen, skulle være en forelæggelse af sagen af parternes advokater, indledtes dog dramatisk med alvorlige beskyldninger mod Tineke Færchs advokat.

Teschl og hans advokat Karoly Németh beskylder advokaten for at have løjet for at få strøget en stribe lydoptagelser som bevisførelse i sagen.

- Der er tale om løgnagtige udsagn fra Triers side for at afspore processen igen. Han har forsøgt at manipulere, siger Karoly Németh, som ønsker sagen udsat.

Forud for sagens hovedforhandling har Tyge Trier ifølge Ekstra Bladets oplysninger kæmpet indædt for at få strøget en række vidner, bilag og transkriptioner af lydoptagelser fra sagen.

Se også: Tobaksenkes advokat: Fru Færch har en anden økonomi end du og jeg

Føler sig manipuleret
På Tyge Triers foranledning er der blevet rekvireret en uvildig ekspert fra Danmarks Radio, som skulle vurdere lydfilernes ægthed.

Karoly Németh refererer i retten til, at Tyge Trier 10. marts har oplyst til landsretten, at lydkvaliteten af en stribe bilag særdeles dårlig, og at visse passager fra transkriptionerne 'slet ikke forefindes i lydoptagelserne'.

Den tekniske sagkyndige føler sig ifølge Karoly Németh manipuleret af Tyge Trier og ønskes nu ført som vidne af Karoly Németh:

- Han bliver manipuleret af Trier. Han har aldrig udtalt sig, som han er refereret (af Trier, red.). Det er pure opspind, siger Németh, som ønsker at afhøre lydeksperten i retten i dag.

Se også: Stenrig tobaks-familie omgærdet af skandaler og splid

Lydtekniker skal ikke vidne
Tyge Trier afviser, at det er relevant at afhøre den teknisk sagkyndige, som ifølge Teschls advokat føler sig manipuleret af Tineke Færchs advokat.

Tyge Trier bekræfter i retten, at han er blevet politianmeldt.

Dommerne afgør gør, at:

- Vi finder ikke, det er relevant for afgørelsen af ankesagen at høre det pågældende vidne. Vi finder ikke grundlag for at udsætte sagen, siger dommeren, som afgør, at en stribe lydoptagelser skal afspilles i retten, siger landsdommer Olaf Tingleff.

Se også: Millioner op i røg: Grand Prix-vinder advarede tobaks-enke

Michael Teschls advokat er langtfra tilfreds med, at lydteknikeren ikke får lov til at komme til orde i landsretten:

- Jeg vil gerne have en kendelse på det. Jeg kan ikke leve med, at Trier skriver til retten, at den..., indskyder Karoly Németh, som bliver afbrudt af dommeren, der bekræfter, at der bliver afsagt en kendelse.

- Den kærer jeg. Jeg kan ikke leve med, at landsretten sidder med med fejlagtige oplysninger. Det kunne afklares med to minutters afhøring af et vidne, siger Karoly Németh.

Teschl fik ingen penge
Byretten gav i 2015 Teschl medhold, men afgjorde samtidig, at han uretmæssigt havde brugt SF-Gruppens penge til stiftelse af et selskab. Derfor tilkendte retten ham ingen penge.

Ifølge Teschl har Tineke Færch dog hele tiden været fuldtud informeret om og enig i de økonomiske dispositioner, der i sidste ende førte til bortvisning, men vil ikke uddybe, hvad tobaksenken har i vente under ankesagen. 

- Jeg glæder mig til at få sagen behandlet i landsretten. Der er den i gode hænder. Jeg glæder mig til at få det overstået, for sagen har varet to et halvt år, sagde Michael Teschl forleden til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har gentagne gange forud for hovedforhandlingen i landsretten uden held forsøgt at få Tineke Færch i tale om sagen via hendes advokat.

Tyge Trier ønskede heller ikke at sige noget, da han mødte op mandag morgen.

Se også: Ekspert: Skattesag er tobaksenkens ansvar

Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at Skat jagter tobaksenken og SF-Gruppen på grund af et ulovligt og ubeskattet lån på 16,7 mio. kr. til en hollandsk fond, som menes at være et forsøg på at slippe for at betale skat.

Der er afsat tre retsdage til at behandle ankesagen.

Ekstra Bladet følger sagen.

1 af 2 Tyge Trier er advokat for Tineke Færch og hendes pengetank SF Gruppen ApS, hvor han også sidder i bestyrelsen. Foto: Jens Panduro
2 af 2 Michael Teschl - kendt som vinder af dansk Melodi Grand Prix 1999 - var i flere år rådgiver for Tineke Færch. Han har netop informeret Østre Landsret om, at han har politianmeldt hendes advokat. Foto: Mike Reuter
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen