Indlæser...

Kræver våbenhvile efter skolebomber

Egypten fremlægger her til aften plan for våbenhvile mellem Israel og palæstinenserne. Det sker efter en særdeles blodig dag i Gaza

22:49, 06. jan 2009 | Mikkel Selin

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

I kølvandet på blodbadet på en FN-skole i Gaza-striben sagde Egypten tirsdag aften, at det fremlægger en plan for en øjeblikkelig våbenhvile mellem Israel og palæstinenserne. En våbenhvile, der skal følges op med langsigtede arrangementer, herunder et stop for blokaden af Gaza.

Egyptens præsident Hosni Mubarak fremlagde forslaget i en kort erklæring efter forhandlinger med Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy. Ifølge Sarkozy har Mubarak samtidig tilbudt Israel at forhandle om sikkerhed ved grænsen mellem Egypten og Gaza.

Mubaraks våbenhvileforslag kommer efter den hidtil blodigste dag i Gaza under Israels 11 dage lange militære offensiv mod den Hamas-styrede enklave. Mindst 40 palæstinensere mistede tidligere på dagen livet, da israelske soldater affyrede granater mod al-Fakhura-skolen uden for Gaza By.

Civile havde søgt tilflugt
Her havde hundredvis af palæstinensere søgt tilflugt for at komme på afstand af kampe mellem israelske soldater og Hamas. Israels militær bekræftede senere, at israelske styrker havde affyret mortergranater mod skolen, men sagde, at de israelske soldater reagerede på morterild fra skolen.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon sagde, at han var 'dybt forfærdet' over Israels militærangreb mod skolen samt to andre FN-skoler i Gaza. Han betegnede det som 'totalt uacceptabelt', at skolerne blev ramt.

- Disse angreb mod FN-faciliteter, der fungerer som tilflugtssted er totalt uacceptable og må ikke blive gentaget, sagde Ki-moon og gentog sin opfordring til, at der bliver indgået en øjeblikkelig våbenhvile.

Frygter humanitær katastrofe
Det Internationale Røde Kors havde tidligere advaret om, at konflikten mellem Israel og Gaza truer med at udløse en massiv humanitær katastrofe. Omkring 600 palæstinensere og otte israelere – heraf tre civile - har mistet livet, siden Israel indledte den militære offensiv.

Ifølge Israels forsvarsminister Ehud Barak vil offensiven mod Hamas fortsætte, indtil der atter er roligt i det sydlige Israel, som har været udsat for raketangreb fra det Hamas-styrede palæstinensiske territorium.

Annonce