Indlæser...

Piloten skyld i flystyrtet

Nye spor i efterforskningen peger på, at skylden til fredagens flystyrt skal placeres hos piloten. Tilsyneladende modarbejdede han flyets sikkerhedssystem

18:08, 18. feb 2009 | Erling Tind Larsen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Nye undersøgelser peger på, at flyulykken i Buffalo i delstaten New York skyldtes en pilotfejl. (Foto: AP)
Nye undersøgelser peger på, at flyulykken i Buffalo i delstaten New York skyldtes en pilotfejl. (Foto: AP)

Annonce

Annonce

Det var sandsynligvis en pilotfejl, og ikke overisning, der var årsag til flystyrtet fredag morgen dansk tid i beboelsesområdet Clarence i udkanten af Buffalo i staten New York.

Det peger nye beviser, som efterforskerne fra The National Transportation Safety Board har indsamlet, på. Det afslører kilder, der er involveret i efterforskningen, overfor avisen Wall Street Journal.

Efterforskerne har minutiøst gennemgået alle de handlinger, der blev foretaget i cockpitet om bord på Continental Express flight 3407, og som blev optaget af flyets sorte boks.

Sikkerhedssystem overtog
Flyet fløj simpelthen for langsomt, da det nærmede sig lufthavnen i Buffalo. Og da besætningen så sænkede vingernes flaps, sagtnede flyet farten meget pludseligt.

Det udløste et advarselssystem, kendt som stick-shaker. Det får pilotens styretøj til at ryste, for at gøre ham opmærksom på faren. Umiddelbart efter udførte systemet en såkaldt stick-pusher, som automatisk tvinger styretøjet fremad - og dermed flyets næse nedad.

Ved at tvinge flyet til at dykke, vil hastigheden øges og opdriften øges.

Piloten kæmpede imod
Men her begik den 47-årige pilot Marvin Renslow tilsyneladende en fatal fejl. I stedet for at hjælpe flyet med at opnå en større hastighed, kæmpede han imod flyets sikkerhedssystem.

Han flåede styretøjet tilbage og gav fuld kraft på de to propelmotorer. Det fik næsen til at pege opad i en 31 graders vinkel, og fordi hastigheden i forvejen var så lav, holdt vingerne næsten øjeblikkeligt op med at generere opdrift.

Flyet styrtede nu mod jorden - næsten 250 meter på fem sekunder - samtidig med at det rullede højre om sin længeakse.

De sidste optagelser fra flyets sorte boks afslører, at besætningen kæmpede med styretøjet hele vejen ned. Og at de var tæt på at få kontrol med flyet - men at de simpelthen løb tør for højde.

Annonce