Indlæser...

Nordkorea fortsætter provokationerne

De nordkoreanske affyringer udfordrer selve FN's Sikkerhedsråd - kan indlede fatalt missil-kapløb i Asien

12:12, 26. maj 2009 | Lars Werge

Nordkoreas præsident Kim Jong-Il står ganske alene efter de seneste sprængninger
(FOTO: AP)
Nordkoreas præsident Kim Jong-Il står ganske alene efter de seneste sprængninger (FOTO: AP)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Baggrunden for, at Nordkorea fortsætter med at affyre missiler, forstår de færreste internationale analytikere af det internationale våbenkapløb.

Men et faktum er i hvert fald, at også tirsdag formiddag affyrede det nordkoreanske diktatur to kortererækkende raketter - dermed er det i løbet af et enkelt døgn blevet til test af fem missiler samt en atomprøve-sprængning.

Forsøgene falder på et tidspunkt, hvor Nordkorea er præget af indre spændinger. Diktator Kim Jong Il præsiderer over et land præget af dyb fattigdom og international isolation, og svaret på disse udfordringer synes næppe at være magtdemonstrationer.

Og sådan bliver affyringerne opfattet. Derfor er reaktionerne også enslydende og fordømmende.

Giver dårlig økonomi
En kilde i det russiske udenrigsministerium siger således til bureauet Interfax, at forsøget i Nordkorea på at udvikle og forbedre atomprogrammet kun vil have én konsekvens: Det vil forværre Nordkoreas økonomi.

- Det er tydeligvis en ruinerende færd, de i Pyongyang har givet sig ud på. Og ved at gøre det, vil Nordkorea alligevel ikke være i stand til at nå et niveau på linje med de stærke atommagters - men de vil være i stand til at begrave deres økonomi, lyder den russiske analyse.

FN's Sikkerhedsråd fordømte allerede det asiatiske land i 2006, da Nordkorea første gang affyrede et atomvåben. Og ved et hastemøde mandag aften understregede rådet, at den ny atomsprængning var et brud på den tre år gamle fordømmelse.

Under USA's vinger
Specielt i nabolandene Sydkorea og Japan udløser våbenforsøgene hektisk aktivitet. Begge disse lande beskyttes af USA's atomparaply - det understregede præsident Barack Obama igen natten til tirsdag - og de har ikke FN's tilladelse til selv at udvikle atomvåben.

Til gengæld forventes det, at optrapningen fra Nordkorea vil betyde øget oprustning i Japan og Sydkorea.

- Den virkelige risiko er, at den nordkoreanske test til opildne Japan og Sydkorea til at forstærke udviklingen af missiler og af den teknologi, der ligger bag. Og i et nordøst-asiatisk våbenkapløb vil missiler i virkeligheden være en langt større risiko end atomvåben, siger forsvarsekspert Shi Yinhong fra Renmin Universitetet i Beijing til nyhedsbureauet Reuter's.

Og faktisk er nervøsiteten i området så udbredt, at Sydkoreas største avis, Chosun Ilbo, tirsdag opfordrede landets regering til at se stort på FN-bestemmelserne og komme i gang med at udvikle sydkoreanske atomvåben.

Kina tager afstand
Kina, der også støder op til Nordkorea, har tidligere værnet om det kommunistiske diktaturs ageren. Men i en udtalelse fra Beijing efter atomsprængningen er der fordømmelse at spore.

- Den kinesiske regering udtaler, at den på det bestemteste tager afstand fra dette, lyder det i udtalelsen.

I stedet for at optrappe, bør Nordkorea ifølge Beijing-opfattelsen vende tilbage til de sekspartsforhandlinger mellem landene i området, der har som erklæret mål at afmontere atomtruslen.

Annonce