Indlæser...

Hjælp mig

Toårige Fleurant er et af de hundredtusindvis af børn, som er fanget i Haitis ubeskrivelige helvede

10:52, 19. jan 2010 | Cordelia Weber

Fleurant på to et halvt år sidder under en presenning slået op midt i ruinerne af byen Carrefour. Hun har siden tirsdagens voldsomme jordskælv boet under det brandvarme stykke plastik med sin familie. (Foto: Benjamin Kürstein)
Fleurant på to et halvt år sidder under en presenning slået op midt i ruinerne af byen Carrefour. Hun har siden tirsdagens voldsomme jordskælv boet under det brandvarme stykke plastik med sin familie. (Foto: Benjamin Kürstein)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Hun græder og græder, men forbipasserende går lige forbi. De kan ikke gøre noget for hende. De kan ikke hjælpe den lille pige.

Fleurant på to et halvt år sidder i støvet under en brandvarm presenning i byen Carrefour omkring 15 kilometer fra Haitis hovedstad Port-au-Prince.

Hendes gråd er gennemtrængende og hjertegribende, men indbyggerne reagerer ikke. En massiv stemning af opgivelse har lagt sig over dem alle. Der er ikke mere trøst tilbage at give.

Bortset fra lille Fleurants gråd er der stille. Til trods for, at der befinder sig et stort antal børn i alle aldre i byen, er der ingen genlyd af barnelatter og leg i gaderne.

Nogle af de mange børn er beskæftiget med praktiske gøremål, men langt størstedelen sidder uvaskede på jorden og venter i stilhed, mens de kigger tomt ud i luften.

Det har de gjort i dagevis, og de er for længst holdt op med at græde – det hjælper alligevel ikke noget.

Carrefour, der ligger på en bjergskråning og har knap 900.000 indbyggere, har siden tirsdagens voldsomme jordskælv været fuldstændig isoleret fra omverdenen, og området har endnu ikke set skyggen af hverken FN-ansatte, soldater eller nødhjælpsvogne med mad og rent drikkevand.

Desperat brug for hjælp
Nu tigger og beder Carrefours børn og voksne desperat om den nødhjælp, der hovedsagelig har været koncentreret i Haitis hovedstad Port-au-Prince.

I alt anslås det, at hundredtusindvis af Haitis børn er påvirket af jordskælvets katastrofale følger.

Halvdelen af den haitiske befolkning er under 18 år, og selv om det endnu er for tidligt at gøre op, hvor mange der er omkommet som følge af skælvet, lyder nogle rapporter på helt op til 200.000 døde. Heraf kan halvdelen meget vel vise sig at være børn.

HJÆLP HAITIS BØRN

Haitis børn er katastrofens største ofre. Vi vil hjælpe børnene. Det kan du også gøre. Køb Ekstra Bladet tirsdag og hjælp Haitis børn. Tirsdag koster papiravisen 17 kroner mod normalt 14, og prisen på eBladet sættes også tre kroner op.

Hele overskuddet går til Haitis børn. Vi er gået i samarbejde med ASF-Dansk Folkehjælp for at sikre, at børn i Haiti igen kan få tag over hovedet og en tryg hverdag.

Annonce