Indlæser...

Westergaard-ballade gavner børnene: 45.000 budt

Uro det ene sted skaber glæde det andet, konstaterer galleriejer, som væltes omkuld af kunder, som vil købe Muhammedtegners værk og støtte Haitis ofre

10:45, 21. jan 2010 | Mette Pedersen, Kate Bluhme

'Endelig sker der noget' er titlen på Kurt Westergaards meget efterspurgte akvarel. (Foto: Erik Guldager/Galleri Draupner)
'Endelig sker der noget' er titlen på Kurt Westergaards meget efterspurgte akvarel. (Foto: Erik Guldager/Galleri Draupner)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Rigtig mange byder på den lille 31 x 41 cm akvarel med den yppige nøgne pige og den opretstående hare. Andre sender 'bare' bidrag til støtte for formålet - at sende hjælp til de nødstedte børn, som er ofre for jordskælvet på Haiti.

Det hele foregår på et lille jysk galleris hjemmeside, og galleriejeren, Erik Guldager, er nærmest i døgndrift optaget af at tage imod alle henvendelserne, som kommer fra lande jorden rundt.

Trukket ind af den voldsomme polemik og dermed gratis reklame, som auktionshuset Lauritz.com har givet Galleri Draupners lille guldklump:

Muhammed-tegneren Kurt Westergaards akvarel 'Endelig sker der noget', fremstillet på opfordring fra TV2 og beregnet for den støtteauktion, som tv-stationen kører i samarbejde med Lauritz.com.

- Det er helt vildt. Det vælter ind med mails fra folk der vil byde eller komme med et bidrag. Lige nu får vi 250 i timen, fortæller Erik Guldager til ekstrabladet.dk.

Han har ikke overblik over, hvor mange bidrag galleriet har modtaget - udover at der er tale om mange tusinde.

Auktionen over akvarellen er i skrivende stund op på 45.000 kroner - og stiger hele tiden.

Ligger højere end andre gaver
Erik Guldager er totalt overrumplet af den voldsomme interesse, som hans galleri er udsat for. Og han er helt med på, at akvarellen på en fredsommelig auktion næppe var kommet op i en pris, der bare nærmer sig det, den vil indbringe nu.

- Jeg har været inde og se på Lauritz. Og faktisk ligger Kurts tegning lige nu langt højere i forhold til vurderingen end nogen anden genstand, der er doneret til auktionen, siger Erik Guldager til ekstrabladet.dk.

- Så børnene på Haiti kan på en måde være glade for al den ballade, der er skabt?

- Jah, det kan man sige. Uro det ene sted kan skabe glæde det andet, siger galleriejeren.

Hvorfor ikke bare indrømme?
Men lynhurtigt er han oppe det røde felt, når talen falder på den behandling, hans galleris faste kunstner, Kurt Westergaard, har været udsat for fra Lauritz.com.

- Jamen, Erik Guldager - kan du overhovedet ikke forstå, at Lauritz.com's ledelse er bekymret for deres ansattes sikkerhed - når du jo ved, hvad Kurt Westergaard har været udsat for?

- Hør lige - når nu et meget større auktionshus, som har meget mere på spil - nemlig Bruun Rasmussen - siger, at de gerne ville have akvarellen på auktion. Når alle politikere - statsministeren og både højre og venstre - siger, at de overreagerer, når alle almindelige mennesker, gallerier, kunstnere siger, at den akvarel ikke er noget problem - hvorfor kunne Lauritz.com så bare ikke, stille og roligt, sige: okay, vi tog fejl.

- Jeg har faktisk ondt af dem. det er synd, som de har malet sig op i et hjørne, siger Erik Guldager.

Hverken modig eller dum
Som ekstra understregning af, at Kurt Westergaard får massiv støtte i de henvendelser, Galleri Draupner modtager, fortæller Erik Guldager om massevis af henvendelser fra dansk/tyrkere, iranere, palæstinensere og andre, som føler, at aktionen imod Kurt Westergaard faktisk også udgør en trussel mod dem.

Fordi den frygt, f.eks. Lauritz.com har for at blive forbundet med Kurt Westergaard i bund og grund må føres over i en frygt for mennesker som dem - og dermed bliver de selv udsat for fare og stigmatisering.

- Og ærligt talt - bilder man folk ind, at en mand som Kurt er farlig, at et billede af en halvnøgen kvinde og en hare er farligt, så kan vi lige så godt dreje nøglen om. Jeg er måske bare en lille galleriejer, og jeg er ikke en modig mand. Men jeg er heller ikke en dum mand, fastslår Erik Guldager.

Annonce