Indlæser...

Vi købte selv vores kampveste

Mission impossible: Frederik fik nok af dårlig ledelse og ubrugeligt udstyr i Afghanistan

12:30, 21. mar 2010 | Kristian Kornø, Steen Larsen

Annonce

  • Oversæt / Translate
? Jeg har været rigtig glad for at være soldat, og jeg savner stemningen og kammeratskabet. Alligevel fortryder jeg ikke et sekund, at jeg har sagt op, siger Frederik Hjort Storm. (Foto: Rumle Skafte) Se stort billede | Del

Annonce

Annonce
28. juli 2009 tager 22-årige Frederik Hjort Storm til Afghanistan med ISAF hold 8. Han og delingen er uddannet til sikring og eskorte og tror, at de skal ned og beskytte allierede konvojer i det krigshærgede land.

Knap er de landet i Afghanistan, før de får sig den første af en række ubehagelige overraskelser.

– Vi er uddannet til sikring og eskorte, men da vi kommer derned, får vi at vide, at de har brug for infanteri til kampopgaver. Alle bliver selvfølgelig nervøse og lidt betænkelige, for vi jo har uddannet og forberedt os til noget helt andet.

En gammel ’blikdåse’
Nervøsiteten bliver ikke mindre af, at soldaterne er uddannet i Mercedes GD-køretøjer og pansrede Eagle 4, men dem får de ikke lov til at bruge i Afghanistan. I stedet skal de køre i de pansrede M113 fra 1968.

– Rigtig mange var utilfredse og bekymrede.

– ’Blikdåsen’ er noget gammelt lort, der slet ikke er bygget til Afghanistan. Undervognen er ikke lavet til at modstå vejsidebomber. På holdet før os døde tre soldater i en PMV, fordi de kørte på en vejsidebombe.

– Det var helt klart noget, der gjorde folk nervøse, fortæller Frederik Hjort Storm, der har været tre år i Forsvaret og tidligere været udsendt til Kosovo. Alligevel bliver han overrasket over tingenes tilstand i Afghanistan.

Mangler grej
– Det personlige udstyr køber folk selv. Ingen går f.eks. med Forsvarets udleverede kampveste, og der mangler masser af andre mindre ting.

– Et stort problem i begyndelsen var, at vi ikke havde personlige radioer nok. Vi kunne ikke kommunikere med hinanden, og det er ret vigtigt, når man bevæger sig i en kampzone, fortæller han.

Den 15. december 2009 får han nok og siger op. Kaos forsvinder bare ikke.

Da der er tre uger tilbage af hans og kollegernes tur, får de at vide af deres overordnede, at der kun venter mindre opgaver forude, og de godt kan begynde at pakke deres ting. Dagen efter kommer en af de utallige kontraordrer.

Over hals og hoved
– Pludselig får vi at vide, at vi skal 20 dage til patruljebasen Barakzei i green zone. Det er et heftigt sted med masser af kamp.

– Vi troede lige, vi havde klaret den, så det var som at få en spand koldt vand i hovedet. Det sled på psyken, siger Frederik.

Udsendelsen går så hurtigt, at de hverken får ingeniørsoldater, som kan fjerne sprængladninger og vejsidebomber. Eller radioteknikere, der kan blokere udløsere til de frygtede sprængladninger.

Ledelsen for dårlig
– Jeg har været rigtig glad for at være soldat, og jeg savner allerede stemningen og kammeratskabet. Alligevel fortryder jeg ikke et sekund, at jeg har sagt op. Jeg kommer ud til finanskrise og få job, men jeg kan bare ikke fortsætte.

– Den øverste ledelse er ikke god nok, og jeg kan ikke tage i krig, når jeg mangler tiltro til de øverste i systemet.

Vi var uddannet til sikring og eskorte, men da vi kom derned, fik vi at vide, at de havde brug for infanteri til kampopgaver

Jeg kan ikke tage i krig, når jeg mangler tiltro til de øverste i systemet

Annonce