Tilbage til mobilsitet
Indlæser...

Her er Danmarks beskidte krig

Tre dræbte børn - og fire sårede: Lækkede dokumenter afslører, at forsvaret ikke har fortalt hele sandheden om civile ofre i Afghanistan

21:40, 28. jul 2010 | Thomas Gösta Svensson, Jacob H. Jensen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Konfrontation med HOK: - Måske kom de kun lettere til skade
Hærens Operative Kommando (HOK) kan ikke umiddelbart forklare, hvorfor man ikke har meldt ud til offentligheden, at to børn blev lettere såret af fragmenter ved en episode 28. maj 2009 i Afghanistan i forbindelse med danske kamphandlinger.

– Jeg har ikke hørt om det. Det kan måske være, fordi de kun kom lettere til skade, at vi ikke skriver om det, siger pressevagt, major Kim Grünberger.

– Men kan jeg ikke få en kommentar til, hvorfor der er forskel på det, I oplyser, og de dokumenter WikiLeaks har offentliggjort?

– Nej, det kan du ikke. Vi kan ikke kommentere alle de tre millioner spørgsmål, der nu kommer på baggrund af nogle rapporter, vi ikke har set.

– Det er helt umuligt, siger Kim Grünberger.

Annonce

Annonce

De skulle befries fra Taliban, men endte med at blive slået ihjel eller såret af danske kugler og granater.

91.700 dokumenter om krigen i Afghanistan er blevet lækket på internetsiden WikiLeaks, og de tegner et nyt, uhyggeligt billede af den danske krigsindsats.

LÆS: Talibanerne bliver dræbt, ikke såret

De hemmelige akter viser, at ni civile afghanere er blevet dræbt og 24 andre såret under kampe, hvor danske soldater var involveret i perioden fra 2004 til 2009. Tre af de dræbte var børn.

En af dem var en kun treårig pige, der døde 28. maj 2009 efter at være blevet ramt i hovedet af en granatsplint under kampe mellem Taliban og danske soldater.

Fire andre afghanske børn er blevet såret, men Hærens Operative Kommando (HOK) har ikke fortalt om alle disse tilfælde til den danske befolkning.

Slet ikke nævnt
I dokumenterne fra WikiLeaks står der, at to børn blev lettere såret af fragmenter i forbindelse med episoden, hvor den treårige pige blev dræbt. De sårede børn blev efterfølgende behandlet på det lokale hospital.

Men disse to børn er ikke nævnt med et eneste ord i den officielle meddelelse, HOK efterfølgende sendte ud om episoden.

Og det er under al kritik, mener både SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten.

– Det er ikke tilfredsstillende, at der ikke oplyses om de to sårede børn.

LÆS: Skjulte afghansk blodblad

– Forsvaret skal give korrekte, men også fyldestgørende, oplysninger om sådanne episoder. Offentligheden har krav på at vide, hvad der sker dernede, siger forsvarsordfører Holger K. Nielsen (SF).

Mogens Lykketoft (S), næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn, mener, at fortielsen skader forsvaret:

– Vi ved alle sammen, at i den type kampe er risikoen for civile tab og sårede til stede, og nogle gange er de uundgåelige, men man opnår ikke noget som helst ved at kamuflere den slags kendsgerninger.

– De kommer som regel altid frem alligevel, og forsvaret skylder ikke mindst sig selv at være helt åbne om den slags tragiske hændelser, siger han.

Minister i samråd
Hos Enhedslisten anklager forsvarsordfører Frank Aaen forsvaret for systematisk at skjule sandheden.

– Vi ser et mønster, hvor forsvaret konsekvent undgår at fortælle, hvad der virkelig sker. Det ser vi nu med de to sårede børn, du nævner, men også eksempelvis om antallet af danske sårede soldater.

– Derfor har jeg også kaldt forsvarsministeren i samråd, så hun kan forklare, hvordan hun fremover vil sikre, at det, forsvaret oplyser, er rigtigt, siger han.

Annonce