Voldelige sammenstød i Syrien, hvor regeringshæren forsøger at kvæle oprøret
mod det enevældige styre, har atter krævet massevis af menneskeliv.
Næsten 120 personer er blevet slået ihjel i løbet af torsdagen, melder Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Det er selv efter syriske standarder et særdeles højt dødstal.
Læs også: Obama og Cameron vil frede Syriens diktator
- Det har været en af de mest blodige dage i Syrien, siden oprøret mod regimet brød ud i marts sidste år, fortæller Rami Abdel Rahman, som står i spidsen for menneskerettighedsinstituttet.
Af de 119 mennesker, som er blevet slået ihjel torsdag, er flertallet civile syrere, lyder det.
Tidligere på torsdagen indløb der meldinger om, at den syriske regeringshær bombede centrale dele af oprørsbyen Homs.
Storbritanniens premierminister David Cameron har dog endnu ikke kommenterer på forlydenderne, men det har en højtstående og anonym britisk embedsmand.
Læs også: Derfor går vi ikke ind i Syrien
Det sker til trods for, at hæren og væbnede oprørsgrupper dagen inden lovede at indstille kampene i byen, så Røde Kors kunne evakuere civile og sårede, der er fanget mellem de stridende parter.
Øjenvidner i Homs fortæller, at regeringshæren sendte byger af granater mod centrum af byen. Offensiven kommer, efter at regeringshæren led store tab onsdag både i Homs og andre steder i det krigshærgede land.
Røde Kors har hjælpemandskab i byen, men deres arbejde er midlertidigt indstillet, siger øjenvidner.
Intensive kampe i Homs har efterladt snesevis af sårede og endnu flere civile, der er fanget i striden, kan ikke slippe ud af byen.
Læs også: Amnesty: Syriens hær begår krigsforbrydelser
Over 15.000 mennesker er dræbt i Syrien, siden opstanden mod præsident Bashar al-Assad begyndte i marts i fjor, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder torsdag.
10.480 er civile, 3715 regeringssoldater og 830 væbnede oprørere.
