Et selvmordsbombeangreb på en stor Nato-militærbase i det centrale Afghanistan har kostet mindst 12 civile afghanere livet, siger myndighederne.
En talsmand for Natos internationale styrker oplyser, at der ikke er ISAF-soldater blandt ofrene.
- En selvmordsbomber, der var til fods, detonerede nær indgangen til basen i Sayedabad i Wardak-provinsen og banede vejen for en anden selvmordsbomber, der fulgte efter i lastbil, siger Shahiddullah Shahid, der er talsmand for lokalregeringen.
Et øjenvidne fortæller, at en lille basar nær basen blev "fuldstændig smadret" ved eksplosionen. Mange civile arbejder på eller nær NATO-baserne.
En talsmand for talibanoprørerne har taget skylden for angrebene i en sms til nyhedsbureauet AFP.
FN siger, at 1145 civile er blevet dræbt og 1954 såret i de første seks måneder i år. Ifølge FN er oprørerne skyld i 80 procent af drabene.
Nato har 130.000 soldater i Afghanistan, der sammen med afghanske regeringsstyrker kæmper mod oprørerne.
