Fire helt unge mænd blev i går på grusom vis brændt ihjel, da den syriske
regerings sikkerhedsstyrker satte ild på et hus i Hama-provinsen.
Men de er på ingen måde alene i den foreløbigt halvandet år gamle konflikt i det mellemøstlige land, der indtil videre har kostet mere end 26.000 mennesker livet.
Læs også: Assad vil bruge kemiske våben
Situationen for den syriske befolkning forværres nemlig dag for dag - og allerværst går det ud over de yngste generationer.
Det fortæller lederen, Leila Zerrougui, for FN's særlige sektion 'Children and Armed Conflict' ifølge CNN.
Læs også: FN: Hellige krigere strømmer til Syrien
- Min stab og mine kolleger i FN har dokumenteret regeringsangreb på skoler, børn, der bliver nægtet adgang til hospitaler, drenge og piger, der lider og dør i bombardementer, og som også bliver udsat for tortur og seksuelle overgreb - nogle gange i ugevis, fortalte Zerrougui til FN's sikkerhedsråd i en forberedt tale ifølge CNN.
De syriske oprørere kræver den siddende præsident Bashar al-Assads afgang samt massive politiske og sociale reformer.
