Israelske styrker affyrer varselsskud ind i Syrien, oplyser den israelske hær.
Det sker angiveligt som gengæld for, at syriske granater har ramt israelske bosættelser på de omstridte Golanhøjder i Syrien.
Det er første gang siden 1973, at Israel skyder mod Syrien, rapporterer israelsk radio.
- For kort tid siden ramte en mortergranat en israelsk militærpost i Golanhøjderne. Som svar affyrede israelske soldater varselsskud mod syriske område, oplyser hæren i en meddelelse.
Golanhøjderne er et højdedrag i Syrien, der ligger på grænsen til Israel, Libanon og Jordan.
Siden Seksdageskrigen i 1967, hvor 100.000 mennesker flygtede, har Israel holdt området besat.
I 1973 forsøgte Syrien forgæves at erobre højderne tilbage, og i 1981 besluttede israelerne ensidigt at annektere området. Formelt er de to lande stadig i krig.
I sidste weekend klagede Israel over, at tre af den syriske regerings kampvogne var kørt ind i den demilitariserede zone ved Golanhøjdedraget.
Søndag udtrykte Israels hærchef, Benny Gantz, bekymring for, at landet kan blive trukket med ind i den blodige syriske konflikt, fordi kampene mellem syriske regeringsstyrker og oprørere raser nær israelske positioner ved Golanhøjderne.
Mandag blev et israelsk militærkøretøj ramt af skud fra Syrien i Golanhøjderne. Tilsyneladende var det dog vildfarne kugler, og der var ingen tilskadekomne.
