Tyrkiet vil bruge missiler mod Syrien

Nato-ambassadører skal til møde onsdag aften for at behandle tyrkisk ønske om hjælp til forsvar mod Syrien

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere

Få EKSTRA overblik

Hent flere
 

Nato-landenes ambassadører er indkaldt til møde onsdag aften klokken 18.30 for formelt at behandle Tyrkiets anmodning om at få opstillet Patriot-missiler langs grænsen til Syrien.

Det oplyser kilder i Nato til Ritzau.

Tyskland har allerede på forhånd meldt sig klar til at sende både missiler og mandskab til Tyrkiet. Desuden ventes både Holland og USA at bidrage.

Ifølge Ritzaus oplysninger kan der blive tale om i omegnen af 12 batterier, hvoraf USA må forventes at stille med mindst halvdelen.

Onsdagens Nato-møde skal skabe enighed om de nærmere betingelser for udsendelsen. Deriblandt om varigheden, den nærmere placering og de præcise regler for anvendelsen af Patriot-missilerne, der vil være under Natos kommando.

Det kan blandt andet handle om at få sikkerhed for, at missilerne alene kan bruges til reelt forsvar af tyrkisk territorium og ikke til for eksempel at forsøge at etablere en egentlig flyveforbudszone.

Der forventes også at komme en melding fra mødet om, hvor hurtigt den lovede forsvarshjælp til Tyrkiet kan være på plads og klar til brug.

Den konkrete udsendelse skal formentlig godkendes på endnu et Nato-ambassadørmøde i næste uge, efter at de deltagende lande har haft et hold eksperter på besøg i Tyrkiet.

Den pågældende type missiler kan transporteres enten ad land-, vand- eller luftvejen. Hvis de bliver fløjet ind, kan systemet efter at være blevet stillet op og testet igennem formentlig være klar til brug i løbet af uger snarere end måneder.

Syrien har gentagne gange sendt raketter ind over grænsen, som titusinder af syrere har krydset på flugt fra den nu 20 måneder lange borgerkrig mellem oprørere og Assad-styret i Damaskus.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik