Kraftigt jordskælv skaber panik i Myanmar

Jordskorpen har rystet under den næststørste by i Myanmar, hvor folk nu er bange for at gå ind i deres huse

Et voldsomt jordskælv, der er målt til 6,6 på richterskalaen, ramte søndag morgen det centrale Myanmar.

Her har rystelserne skabt panikagtige scener i landets næststørste by, Mandalay, hvor skræmte borgere flygtede ud af fra skælvende bygninger.

- Jeg løb ud af min seng og bar min datter ud på gaden. Der var mange mennesker. Nogle råbte og andre følte sig svimle, fortæller en lokal beboer i Mandalay, San Yu Kyaw, over telefonen til nyhedsbureauet AFP.

- Folk er nu skræmte for nye jordskælv. Især de, der bor eller har kontorer i høje bygninger, er desperate og ved ikke, hvad de skal gøre, tilføjer han.

Centrum for skælvet ligger omkring 115 kilometer nord for Mandalay og ramte i en dybde af kun ni kilometer, siger USA's Geologiske Overvågningscenter (USGS), som i første omgang målte rystelserne til 7,0 på richterskalaen.

Der er endnu ingen klare meldinger om eventuelle ødelæggelser, døde eller kvæstede i det sydøstasiatiske land, som er kontinentets næstfattigste og er ved at åbne sig op for omverdenen med en bølge af politiske reformer fra den gamle militærjunta.

I Bangkok, hovedstaden i nabolandet Thailand, kunne man også mærke rystelserne, lyder det. Efter det første skælv er kraftige efterskælv i Myanmar også blevet registreret af USGS.

- Jeg har aldrig følt så voldsomme rystelser før. Jeg hørte også larm, og lyset forsvandt. Jeg ved intet om skader, fortæller en anden beboer i Mandalay til nyhedsbureauet Reuters.

I marts sidste år slog et kraftigt jordskælv, der ramte nær grænsen mellem Myanmar, Laos og Thailand, flere end 70 mennesker ihjel og kvæstede endnu flere.

Seneste Ekstra Bladet job

Seneste Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.

Få EKSTRA overblik

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør lige nu:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen
Udgiver:JP/Politikens Hus A/S
Alt på ekstrabladet.dk