Persondata politik

TV: Obama trækker soldater hjem fra Afghanistan

Den amerikanske præsident Barack Obama vil trække 33.000 soldater hjem fra Aghanistan inden næste sommer. Allerede i år vil 10.000 tropper forlade landet

« Forrige
1 af 2
Næste »

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

Tusindvis af amerikanske soldater kan det næste års tid se frem til at blive hjemsendt fra Afghanistan. Det sagde den amerikanske præsident, Barack Obama, onsdag i en tv-transmitteret tale fra Det Hvide Hus.

Allerede næste måned skal de første soldater begynde at pakke sammen, idet den samlede styrke på 100.000 amerikanske soldater i Afghanistan skal nedbringes med 10.000 soldater i år.

Og inden udgangen af næste sommer vil 33.000 soldater være tilbage i USA. Ifølge nyhedsbureauet Reuters ønskede det amerikanske militær både en langsommere og knap så stor tilbagetrækning, men den holdning deles ikke af de amerikanske vælgere.

En meningsmåling tirsdag viste, at et rekordstort antal, 56 procent, ønskede de amerikanske soldater ud af Afghanistan så hurtigt som muligt.

- Ved at sende amerikanerne en besked om en begyndende afvikling af krigen kan Obama skaffe sig et pusterum til at undgå politiske konsekvenser i takt med hans forberedelser for at prøve at blive genvalgt næste år, skriver Reuters.

Præsidenten understregede da også betydningen af øget fokus på de hjemlige problemer, især den svage økonomi og den høje arbejdsløshed nager, i sin tale.

- Amerika, tiden er inde til at fokusere på opbygning herhjemme, sagde han.

Med nedtrapningen kommer Obama den stigende utilfredshed med krigen blandt både politikere og vælgere i forkøbet. Indsatsen i Afghanistan koster USA 110 milliarder dollar (560 milliarder kroner) årligt.

Præsidenten medgiver, at der fortsat er store sikkerhedsmæssige udfordringer i Afghanistan, men der er sket fremskridt i den 10 år lange krig.

- Vi indleder nedtrapningen ud fra en styrket position, sagde han.

Obama gav udtryk for optimisme med henblik på fremskridt i forhandlingerne med Taliban, der ikke fremstår synderligt svækket trods den vestlige invasion.

- Vi ved, at der ikke bliver fred i et land, som har oplevet så megen krig, uden at der foreligger en politisk løsning. USA vil tilslutte sig initiativer rettet mod en forsoning af den afghanske befolkning, inklusive Taliban, sagde han.

- Vores syn på disse samtaler er helt klart: De skal ledes af den afghanske regering, og de, som ønsker et fredeligt Afghanistan, må bryde båndene til al-Qaeda, tage afstand fra vold og rette sig efter den afghanske forfatning, fastslog han og fortsatte:

- Delvis som følge af vores militære indsats har vi grund til at tro på, at der kan gøres fremskridt.

Tilbagetrækningen forklarede han også med svækkelsen af al-Qaeda.

- Al-Qaeda er fortsat farlig, og vi skal være årvågne med hensyn til angreb. Men vi har presset dem ud på nederlagets kurs, og vi helmer ikke, før opgaven er afsluttet, sagde Obama.

Oplysningerne om et presset al-Qaeda stammer fra den militære aktion mod terrorbevægelsens tidligere leder Osama bin Laden den 2. maj i Pakistan. Her lykkedes det ikke bare at dræbe bin Laden; de amerikanske elitetropper indsamlede også en mængde informationer om al-Qaeda.

- Bin Laden gav udtryk for bekymring over, at al-Qaeda har vanskeligheder med at rekruttere afløsere for de terrorister, der bliver dræbt, sagde Obama.

Præsidenten nævnte også, at bin Laden var utilfreds med al-Qaedas manglende succes med at fremstille USA som et land i krig mod islam.

Selv når de 33.000 soldater er trukket ud af Afghanistan, vil USA have næsten dobbelt så mange soldater i landet, som da Barack Obama overtog præsidentembedet i 2009.

/ritzau/Reuters

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Peter Roelsgaard Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik