PET: Isil-offensiv kan skabe flere danske syrienkrigere

Mindst 10 danskere har kæmpet med organisationen Isil, og nylig offensiv kan sende flere i krig, vurderer PET

Både mænd og kvinder er blandt de mere end 100 personer, som er rejst til Syrien fra Danmark for at kæmpe, og den seneste offensiv fra den brutale organisation Isil, kan få flere til at drage mod konflikten, vurderer Center for Terroranalyse, CTA, hos Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Meldingen kommer i forbindelse med et seminar mandag hos efterretningstjenesten med titlen 'Syrien og den danske forebyggelsesmodel', hvor omkring 100 repræsentanter fra politiet, civilsamfundet og pressen var mødt op til en statusrapport over det forebyggende arbejde.

- Vi har aldrig tidligere set så mange udrejste fra Danmark til en konfliktzone over så kort tid, som vi ser med Syrien, siger chef for CTA, Søren Jensen til Ritzau.

Den militante organisation Isil (Islamisk Stat i Irak og Levanten, red.) er berygtet for sin brutalitet i Irak og Syrien og har de seneste uger erobret flere byer i det nordlige Irak. Samtidig har de lanceret en storstilet propaganda på de sociale medier.

- Vi vurderer, at den aktuelle udvikling kan bidrage til at øge antallet af udrejste fra Danmark, siger han.

Mindst 100 danskere har ifølge efterretningstjenestens vurdering rejst ud for at deltage i konflikten i området omkring Syrien og Irak. Mindst 10 er blevet dræbt og et tocifret antal har kæmpet på Isils side, lyder vurderingen fra CTA.

Og er man først en del af den militante gruppe, så kan det være svært at forlade gruppen igen.

- Vi vurderer, at det kan være svært at forlade nogle af de militant islamistiske grupper, og at det kan være direkte farligt for de udrejste, hvis de forsøger det, siger Søren Jensen.

Isil har truet med at ville indtage hovedstaden Bagdad i Irak. Truslen bliver taget så alvorligt, at Irak har anmodet USA om militærhjælp til at bekæmpe bevægelsen.

Organisationens mål er at etablere et kalifat, altså en religiøs stat, som skal udbrede en fundamental, sunnimuslimsk udgave af islam.

Gruppen var tidligere en del af terrornetværket al-Qaeda i Irak, men al-Qaeda har erklæret, at Isil ikke er en del af al-Qaeda, der beskylder gruppen for at bruge for meget vold og for at være 'frafalden' eller 'hedninge'.

Danske Syrienkrigere:

PET vurderer, at mindst 100 personer er taget fra Danmark til Syrien. Mange af dem vil ifølge efterretningstjenesten udgøre en trussel, når de kommer hjem igen.

- Mindst 100 personer er rejst til Syrien for at deltage i konflikten, og mindst 10 er blevet dræbt i kampene.

- De udrejste fra Danmark er alt overvejende sunnimuslimske mænd i alderen 16-25 år.

- Der er også kvinder iblandt de udrejste danskere.

- Hovedparten af de udrejste fra Danmark har været i kontakt med grupper med en militant islamistisk dagsorden.

- De væsentlige militante islamistiske grupper er Jabhat al-Nusra (Nusra-fronten) og Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (Isil).

- Mindst 10 danskere har kæmpet eller kæmper med Isil i konflikten.

- De, der vender hjem fra konflikten, er blevet trænet i militære færdigheder, som kan anvendes til at gennemføre et terrorangreb i Danmark eller mod danske interesser i udlandet.

- De kan desuden udnytte deres status til at rekruttere nye medlemmer til grupperne og nye krigere til konflikten.

(Kilde: Rapporter fra Politiets Efterretningstjeneste og Center for Terroranalyse)

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen